Fredag blev stedvis en rigtig våd septemberdag.
På en målestation tæt på Esbjerg faldt der fra midnat til fredag aften 144,6 millimeter regn.
Det er den største mængde nedbør målt på en enkelt septemberdag siden 1874, hvor man begyndte at registrere vejret i Danmark.
Det er desuden næsten dobbelt så meget regn, som der gennemsnitligt falder i løbet af en hel september måned på landsplan.
Regnvejr lå stort set stille
Gårsdagens nedbør blev meget ulige fordelt på landsplan. Nogle steder fik man stort set ikke regn i går, mens regnen andre steder silede ned i så store mængder, at den forårsagede oversvømmelser og trafikale problemer.
Den ulige fordeling skyldtes, at en frontzone med regn lå stort set stille det samme sted på tværs af landet hele dagen.
Flere steder kunne man fra fredag morgen til fredag aften ikke bevæge sig udenfor på noget tidspunkt, uden at det regnede.
Det var i et cirka 60 kilometer bælte fra Vadehavet i Sydvestjylland op over Midtjylland og frem mod Djursland, at regnen silede ned stort set hele dagen.
Mange steder faldt der mellem 30 og 70 millimeter regn, men målestationen ved Esbjerg var med længder det sted, der, med de 144,6 millimeter, fik mest regn.
Fronten med kraftig regn har i løbet af natten til lørdag bevæget sig mod øst og forbi Danmark.
Køligt weekendvejr med sol og spredte byger
I weekenden får vi spredte byger og sol i perioder.
Lørdag bliver også ganske blæsende, og så bliver det køligt.
Vi henter i dag vinden fra nordvest, hvorfra der i øjeblikket strømmer kølig, oprindelig, polarluft ned til Danmark.
Det betyder, at temperaturerne i eftermiddag udbredt blot ligger mellem 10 og 13 grader, og vinden bliver let til frisk fra nordvest, ved kysterne hård vind til kuling.
Mange vil derfor opleve, at det vil være behageligt at pakke sig ind i lidt varmere tøj og måske tage et par handsker på.
Natten til søndag aftager vinden noget, særligt i Jylland, og der vil ikke være så mange skyer på himlen. Derfor kan det blive koldt flere steder, og i det centrale Jylland helt ned til blot et par grader.
Søndag bliver også med sol og spredte byger. Det overordnede billede er, at bygerne bevæger sig fra vest mod øst i løbet af dagen. Det betyder, at det bliver med spredte byger i Jylland først på dagen, efterhånden på Fyn og Sjælland ud på eftermiddagen og aftenen.
Temperaturerne ligger mellem 10 til 14 grader søndag, og vinden blæser med en let til frisk styrke fra vest.