Tåge og dis flere steder her til morgen, især i Vestdanmark, men fortvivl ikke hvis det ser lige lovligt gråt ud når I kommer ud i vejret.
Lun torsdagssol
Forårssolen får nemlig mere og mere gennemslagskraft og skulle gerne "brænde" de fugtige grå nuancer væk til fordel for blå himmel. Måske hjulpet lidt på vej af en noget svag nordvestenvind, som kan skubbe skyerne længere mod sydøst.
Den milde luft kombineret med solskin presser sandsynligvis temperaturen op på "forårsemmende" 10 til 15 grader.
To slags tågetyper
Generelt opdeles tåge i to forskellige tågetyper, det vi kalder "strålingståge" og det vi kalder "advektionståge". Strålingstågen opstår specielt når vi har klare nætter, hvor varmeudstrålingen fra jordoverfladen er stor idet der ikke er skyer til at "holde på varmen". Den forholdsvis kolde jordoverflade køler dernæst de nederste luftlag i bunden, hvilket forårsager en fortætning og tågen er hermed dannet.
Advektionstågen
dannes når forholdsvis varm luft bevæger sig hen over relativt koldt havvand. I denne situation køler havvandet den varme luft i bunden og vanddampen fortættes til tåge. Advektionståge er meget almindeligt i foråret og ses som en stor sammenhængende tågedannelse der bevæger sig (heraf navnet advektion = bevægelse) over et forholdsvis stort område.