Er klimaforandringerne skyld i weekendens ekstreme vejrsituation? Det korte svar er 'kun marginalt'

Det er primært vindforhold, der har betydning for den forhøjede vandstand og ikke klimaforandringer, siger eksperter.

Voldsom blæst og forhøjet vandstand har allerede nu påvirket flere dele af landet.

DMI advarer om "meget farligt vejr", og prognoserne forudser forhøjet vandstand på over to meter.

Sådan ser situationen ud langs kysterne i det sydøstlige Danmark fredag og lørdag.

Så høj en vandstand er noget, man er vant til ude langs den jyske vestkyst. Men nu er det også beboere langs de østlige kyster, der skal tage sig i agt.

Det er ellers ikke andet end et lille år siden, at jyderne langs Lillebælt kunne sejle rundt i kano på oversvømmede veje.

Men det er ikke klimaforandringerne, der er årsag til, at beboerne langs kysterne omkring Østersøen nu igen må hoppe i gummistøvlerne for at beskytte deres huse.

Det fortæller Kristine S. Madsen, der er oceanograf i DMI.

Højere vandstand spiller marginal rolle

- Vandstandene stiger i havene, fordi isen i Grønland og Antarktis smelter. Men det spiller altså ikke en stor faktor i den stormflod, vi ser nu, siger Kristine S. Madsen.

Samme vurdering har Jens Hesselbjerg Christensen, der er klimaprofessor ved Niels Bohr Instituttet.

- Det korte svar er, at klimaforandringer kun marginalt spiller ind i denne situation. Oversvømmelser af denne karakter kunne lige så godt have foregået for 100 år siden, siger han.

Det er nemlig en helt særlig situation, der udspiller sig lige nu, fortæller Kristine S. Madsen.

Over de seneste uger har vi haft vestenvind, som på ingen måde er unormalt i Danmark. Vinden fra vest har presset vandet ind i Østersøen fra Nordsøen.

Der har vandet ophobet sig helt op til Finland, og så er vinden drejet fra vest til øst, samtidig med at der er skruet helt op for vinden, så den rammer vindstød af stormstyrke.

Østenvinden presser derfor hurtigt vandet i Østersøen tilbage mod vest og ned til Danmark i den sydvestlige Østersø, inden det presses gennem Lillebælt, Storebælt og Øresund ud i Kattegat og tilbage i Nordsøen.

- Der er ikke usædvanligt med sådan et blæsevejr. Men det er kombinationen, vi oplever lige nu, der gør situationen til en større en af slagsen, siger Kristine S. Madsen.

I 1872 var det helt slemt

Hun fortæller, at stort set det samme fandt sted helt tilbage i 1872.

Dengang var situationen dog langt værre, fordi der var orkanstyrke fra øst i flere dage. Det var netop den stormflod, der førte til, at man blandt andet på Lolland har bygget diger langs kysterne.

På Lolland har man bygget diger, efter samme hændelse fandt sted tilbage i slutningen af 1800-tallet. Dengang var østenvinden dog orkanstyrke. (Arkivfoto) (Foto: © Johnny Madsen, RITZAU/SCANPIX)

Vandstanden i den sydlige Østersø er gennem de seneste 100 år steget med cirka 15 centimeter.

Jens Hesselbjerg Christensen siger, at det stadig er i så lille en skala, at det ikke spiller en stor rolle i forhold til denne weekends forventede stormflod.

Sidste år så vi også samme situation, hvor vandstanden var omkring en meter over normalen i Sydøstjylland. Så spiller vandstanden ikke en større rolle?

- Det mudrer billedet, fordi det her sker meget sjældent. Selvom vi kalder det en 100-årshændelse, så er der jo ikke noget til hinder for, at det sker næste år. Men umiddelbart er der ikke tale om en generel tendens, siger Jens Hesselbjerg Christensen.

Østersøen vil stige langt mere fremover

På sigt vil den stigende vandstand spille en større og større rolle, når vi igen oplever det samme vejrmønster, som vi har haft de seneste uger. Frem mod slutningen af dette århundrede vil vi nemlig opleve en stigning på mellem 30 og 50 centimeter i Østersøen, siger Kristine S. Madsen.

- Når vi kigger ud i fremtiden, vil vi se, det sker langt hyppigere, fordi blæsevejret ikke behøver at være så voldsomt for at skabe den samme forhøjede vandstand, som vi vil se i weekenden, siger Kristine S. Madsen.

DMI forventer, at vandstanden i den sydlige del af Lillebælt vil kulminere natten til lørdag og komme op på mellem 190 til 240 centimeter over den normale vandstand.

Du kan følge situationen i DR's livedækning her:

klimaatlas.dk kan se, hvordan de forventede fremtidige ændringer i klimaet er i din kommune.