Er du træt af frostvejret? Så er der gode nyheder til dig

Fra mandag skifter vi frost ud med mildt og blæsende vejr.

Søndag og natten til mandag får vi frostvejr for sidste gang i denne omgang. Billedet er fra Fredericia (Foto: © Martin Nielsen)

Frost og stedvis snevejr har præget vejret i Danmark de seneste dage.

Bornholm fik lørdag barskt snevejr og snefygning, og der ligger flere steder mellem ti og 20 centimeter sne søndag samt store snedynger.

I dag er der ikke sne eller nedbør i prognoserne, men det bliver endnu en kold dag og den sidste i denne omgang.

For i den kommende uge får vi mildere vejr med temperaturer mellem fem og 10 graders varme.

  • Bornholm fik stort set uafbrudt snevejr lørdag, inden sneen ophørte lørdag aften ved 22-tiden. (Foto: © Christine Hansen)
  • Her til formiddag var snedybden 15 centimeter sne i Vestermarie og 14 centimeter i Østerlars. Andre steder og i snedyngerne ligger der mere sne. (Foto: © Georg Müller)
  • I resten af landet kunne man i dag stå op til en smuk frostkold morgen, her er det i Selling ved Aarhus. (Foto: © Ole Hougaard)
1 / 3

Koldt søndagsvejr og sne på Bornholm

Dagen i dag startede koldt med frostgrader i store dele af landet og helt ned til seks-syv graders frost i Jylland i morgentimerne.

Ved middagstid er der stadig frost i Jylland og på Bornholm, mens temperaturerne på Fyn og Sjælland ligger på eller lidt over frysepunktet.

Bornholm er fortsat dækket i et tykt lag sne, og det kommer øen til at være hele dagen, da temperatuerne holder sig omkring eller under frysepunktet.

I eftermiddagstimerne kommer temperaturerne i stort set resten af landet en overgang op over frysepunktet, mellem nul og tre graders varme, inden det atter bliver frostkoldt i aften og i nat.

De fleste steder kommer temperaturen en overgang op over frysepunktet i dag (Foto: © DR vejret)

Nordenvinden vil aftage i løbet af dagen, således at den bliver svag til jævn i løbet af eftermiddagen og aftenen. På Bornholm op til frisk vind.

Natten til mandag og mandag morgen bliver også frostkold med temperaturer ned til 7 frostgader i Nordjylland, men herefter kommer et vejrskifte.

For vinden skifter retning fra nord til sydvest i løbet af natten og frisker gradvist op.

I aften og nat er der frost og klart vejr de fleste steder. (Foto: © DR vejret)

Mildt og blæsende vejr fra mandag

Fra mandag og i den kommende uge strømmer mild og fugtig luft indover landet fra vest og sydvest.

En strømning den vej fra giver mere skyet og til tider diset vejr med mulighed for lidt regn.

Der kommer mindre sol, og så bliver det i perioder ret blæsende, særligt ved kysterne.

Mandag eftermiddag bliver mest skyet i store dele af Jylland, mens der fortsat er plads til solen over de østlige og sydøstlige dele af landet. (Foto: © DR vejret)

Mandag starter med frost de fleste steder i morgentimerne, men i løbet af formiddagstimerne stiger temperaturerne i Vest- og Nordvestjylland til et par graders varme.

I løbet af dagen stiger temperatuerne til over frystepunktet i hele landet til mellem to og seks grader. Koldest i de østlige og sydøstlige dele af landet.

Vinden tiltager og bliver jævn til hård fra sydvest. Mest blæsende ved Nordvestkysten i Jylland.

De næste fem dage får vi en del skyer og lidt regn fra mandag aften til tirsdag aften. Ellers holder det mest tørt. (Foto: © DR vejret)

Fra tirsdag og i løbet af ugen holder temperaturerne sig over frysepunktet, også om natten, og vi får dagtemperaturer mellem fem og 10 grader.

Det milde og blæsende vejr fortsætter som minimum hele femdøgnsperioden.

Der er således ikke udsigt til vintervejr igen lige foreløbeligt.