Solskinsvejret fortsætter stort set så langt, som prognoserne rækker. Det fortæller Louise Gade, der er nyeste ansigt i flokken af DR Vejrets værter.
I denne uge er hun på sin første sommerturné med ‘Vores Sommervejr’, der hver aften sender vejrudsigt fra et nyt sted langs Marguerit-ruten.
Selv om solskins-ikonerne står i kø på femdøgns-prognosen, foretrækker den 33-årige vejrvært selv at holde sig i skyggen. Med sit karakteristiske røde hår og lyse hud tåler hun nemlig dårligt solen.
- Jeg har den mest sarte af alle hudtyper, så jeg søger altid mod skyggen. Jeg har barndomsminder om solskoldninger og somre, hvor jeg nærmest blev marineret i aloe vera eller yoghurt. Nu har jeg for længst erkendt, at min hud kun kan have to farver: Enten skummetmælk eller rød, siger Louise Gade med et smil.
Første sommertur med vejret
Seerne så første gang det røde hår på DR1 i januar. Nu er hun på sin første tur ud i landet med vejrudsigten. De kommende fire uger sender DR Vejret fra både kendte og ukendte steder langs den 3.600 kilometer lange Margueritrute.
Mandag stod Louise Gade foran vejrskærmen ved bredden af Mossø tæt på Ry. Senere på ugen går turen til både Lønstrup ved vestkysten og Hals nord for Aalborg.
- De andre værter har fortalt, at det altid er morsomt at være på sommerturné. Så jeg glæder mig til at komme rundt i landet, siger hun og opfordrer seerne til at komme og hilse på, der hvor karavanen stopper.
Har opgivet solbadning
Hun fortæller, at hun som yngre ivrigt opsøgte solen og drømmen om den gyldne hud. Både ved hjælp af solarium og selvbruner. Med solskoldninger og ‘tigerstriber’ på huden som eneste resultat.
- I dag har jeg opgivet solen. Nu omfavner jeg min lyse hud og røde hår. Forleden oplevede jeg endda at blive solskoldet, selv om jeg sad i skyggen. Det viste sig, at solens stråler blev reflekteret af omgivelserne. Så er det altså svært at undgå, konstaterer hun og opfordrer alle til at være flittige med solcremen i denne tid.
DR Vejrets sommerkaravane stopper tirsdag ved Ejerslev Havn på Mors.