Der er en voldsom weekend i vente rent vejrmæssigt.
Fra lørdag formiddag har DMI varslet vindstød af stormstyrke i store dele af landet. Det gælder blandt andet Vestjylland, det vestlige Sjælland, Lolland-Falster og på Bornholm.
Og det voldsomme vejr kan ifølge DR’s vejrvært Morten Lynge skabe problemer:
- Det bliver en blæsende lørdag. De kraftige vindstød af stormstyrke kan vælte træer og kan påvirke trafikken på broerne og færgetrafikken, siger han.
Lørdag aften er der ifølge Morten Lynge risiko for stigende vandstand. Vandstanden kan blive en meter over det normale, men burde ikke give anledning til ballade, tilføjer han.
Men det er ikke overstået lørdag:
- Søndag bliver det også meget blæsende, måske også med vindstød af stormstyrke. Det bliver altså en hidsig weekend, siger Morten Lynge.
Se videoen øverst i artiklen, hvor DR’s vejrvært Morten Lynge fortæller, hvor weekendens storm rammer.