Stormen Gorm rammer søndag aften det meste af Danmark, oplyser DMI, der søndag morgen har opdateret sit varsel for stormen Gorm.
- Den nyeste prognose trækker det kraftigste vindfelt længere mod syd end i går. Stormvarslet er derfor udvidet til stort set hele landet, men lempet mod nord, siger DRs vejrvært, Anja Fonseca
Det betyder, at varslet gælder for den jyske vestkyst, hele det sydlige Jylland, Fyn, Sjælland, Lolland, Falster og Bornholm.
http://mu.net.dr.dk/admin/ProgramCard/Get/urn:dr:mu:programcard:565ab7d9a11f9f1570fb2641
Særligt kraftige bliver vindstødene på den jyske vestkyst, hvor der kan komme vindstød på over 40 meter i sekundet.
Det er et godt stykke over niveauet for orkan, der begynder ved 32 meter i sekundet.
- Jeg tror, at de kraftigste vindstød kommer ved Blåvandshuk og sydover i Vadehavet. Her kan vindstødene komme over 40 sekundmeter. Det er meget voldsomt, siger Dan Nilsvall.
Første søndag i advent bliver dermed særdeles blæsende ud på aftentimerne, når Gorm melder sin ankomst ved 20-tiden.
Risikoen for vindstød af orkanstyrke varer i cirka to timer, hvorefter stormen langsomt vil begynde at slippe sit tag på landet.
I Limfjorden kan der i aftentimerne bliver op til 1,8 meter over daglig vandstand. Det er området omkring Lemvig, der vil opleve de højeste vandstande.
Det medfører ifølge DMI's varsel risiko for "meget farligt vejr".
/ritzau/