Selvom temperaturen i de kommende dage tager et lille dyk, vil resten af skolernes sommerferie byde på lækkert sommervejr.
Det oplyser DMI i den nyeste månedsprognose.
- Det varme og solrige sommervejr fortsætter, så langt øjet rækker, skriver DMI.
Vejret vil være tørt, varmt og solrigt frem til midten af august.
- Generelt vil vi ligge på mellem 23 og 28 grader og nogle dage måske lokalt over 30 grader, oplyser DMI.
Enkelte byger kan dog forventes, og de kan blive kraftige. For eksempel advarer DMI om risiko for kraftig regn på Bornholm i dag.
Og så husker DMI på, at der er tale om en prognose, som kan ændre sig.
Tørken tager til
Det gode sommervejr betyder, at tørken bliver værre de kommende uger.
- Juli ser ud til at blive meget tør, måske rekordtør, og hvis august også følger efter som en tør en af slagsen, risikerer vi dermed at overgå den hidtil tørreste sommer nogensinde, skriver DMI.
Den tørreste sommer blev registreret i 1976.
Også 1947, 1959 og 1992 var store tørkeår med næsten intet nedbør, men til gengæld mange solskinstimer og høje temperaturer.