DMI afblæser landsdækkende hvid jul: 'Vendsyssel, Himmerland og Thy kunne fejre grøn jul'

Vi når ikke op på de 90 procent af landet, der skal være dækket, før man har landsdækkende hvid jul.

Selvom sneen faldt tungt i blandt andet Ribe, så får vi altså ikke en landsdækkende hvid jul i år. (Foto: © TOMMY RASMUSSEN)

Mens landets børn og barnlige sjæle har ventet i uhørt spænding på at åbne årets julegaver, har flere også spændt set frem til at få svar på årets mest presserende meteorologiske spørgsmål: Får vi en landsdækkende hvid jul i år?

Nu er DMI klar med svaret, og selvom rigtig mange danskere juleaften kan kaste blikket ud på snedækkede landsskaber, så er vejrgyseren endt uden den famøse landsdækkende hvide jul.

- DMI vurderer juleaftensdag klokken 16, at mellem 70 og 80 procent af landet har mindst 0,5 centimeter sne, siger DR Vejrets vært Anders Brandt.

Ifølge definitionen er der tale om en hvid jul, hvis mindst 90 procent af landet er dækket af 0,5 centimeter sne eller mere.

Blandt andet Nordjylland gik stort set fri for sne. Men flere steder i landet har der været lokal hvid jul.

Når vi er så tæt på, men alligevel ikke helt i mål, så skyldes det, at den øverste del af Jylland ikke er blevet dækket af hvidt sne på samme måde som resten af landet.

- Snevejret gik stort set uden om den nordlige del af Jylland, mens man i store dele af Vendsyssel, Himmerland og Thy kunne fejre grøn jul - altså helt uden sne, siger Anders Brandt.

Massevis af lokal hvid jul

Selvom vi er blevet snydt for den landsdækkende hvide jul, så kan store dele af Danmark nyde en lokal hvid jul.

- Generelt er der to til fem centimeter sne i den øvrige del af landet, og det er første gang siden 2018, vi har lokal hvid jul i Danmark, siger Anders Brandt.

  • Jørgen Stoltenborg rydder sne på Fælledvej i Fredericia. (Foto: Claus Fisker/Ritzau Scanpix) (Foto: © Claus Fisker, Ritzau Scanpix)
  • Snevejr i Trekantsområdet i Jylland. (Foto: © Claus Fisker, Ritzau Scanpix)
  • Sneen rammer juletrafikken i Jylland. Her på motorvejen ved Den Nye Lillebæltsbro.. (Foto: Claus Fisker/Ritzau Scanpix) (Foto: © Claus Fisker, Ritzau Scanpix)
1 / 3

De helt store vindere i snelotteriet - forudsat at man overhovedet kan lide en hvid jul - er de sydlige dele af både Sjælland og Jylland.

- Mest sne ligger der i Sønderjylland, hvor der ved Haderslev helt officielt tidligt juleaftensdag blev målt 10 centimeter sne. Også på Sydsjælland og Falster er der med otte til ni centimeter sne - rigeligt til at give julestemning.

Pas på turen hjem juleaften

Mens de lave temperaturer og den megen sne er hyggeligt at kigge ud på, når man sætter tænderne i ande- eller flæskestegen, så er det danske decembervejr knap så hyggeligt, hvis man skal køre hjem fra juleaften i aften.

- Juleaften bliver en kold affære med temperaturer mellem fem og ti graders frost i det meste af landet. Det giver risiko for is- og sneglatte veje, som man skal være opmærksom på, hvis man skal hjem efter at have fejret juleaften.

Særligt i Sønderjylland vil temperaturerne nå tocifrede minusgrader.

- I løbet af julenat kan temperaturen falde yderligere, og i Sønderjylland kan man nå ned under -15 grader hen over det snedækkede landskab, siger Anders Brandt.

Sidste gang Danmark havde en landsdækkende hvid jul var i 2010.