Søndagens store hovedperson; stormen Gorm, har efterladt Danmark med både væltede træer og forhøjet vandstand.
Det var et lavtryk, som tog ruten lige nord om Danmark, der forårsagede stormen, som ikke blot var kraftig med tendens til orkan, men den var også en hurtigløber, som passerede landet på nogle få timer.
Gorm has left the country
Selvom stormen har forladt landet og nu ligger i en noget svækket udgave over de baltiske lande, så blæser det fortsat meget i dag.
Vinden vil de fleste steder have styrke af kuling til hård kuling og først i aften aftage til en frisk til hård vind med kun vindstød af kuling. Det vil derfor fortsat føles hårdt at gå imod vinden, som kommer fra nordvest og vest.
Lokale hagl- og tordenbyger
Sammen med vinden kommer der byger, som lokalt kan være med hagl eller torden. De fleste steder vil den dog falde som regn. Solen vil også være at se i dag, men dens lave højde på himlen og de konstante afbrydelser fra bygeskyer vil forhindre den i at opvarme landet til mere end seks grader.