På bare den første uge af april ser det ud til, at vi kan inkassere mere sol, end hvad januar formåede at fordele ud på sine 31 dage. Her blev det nemlig kun til 45 timer, mens vi kunne nyde 31 timer fordelt på aprils tre første dage.
Men resten af ugens vejrudsigt har ikke helt så mange rene, gule sol-ikoner, når vi senere i denne uge når til årets første klynge helligdage. Det fortæller meteorolog ved DR Vejret Anders Brandt.
- Efter en solrig start på april bevæger en såkaldt kuldepol med koldere luft i højden sig ind over Danmark. Det giver mere ustadigt vejr, siger han.
- Onsdag får vi fortsat lidt sol og der kommer kun enkelte lokale byger. Sidst på dagen bliver det dog mere skyet i den østlige del af landet. Temperaturen vil ligge mellem 6 og 10 grader.
Påsken giver også vand
Som onsdag bliver til Skærtorsdag, vil vejret dog også byde på lidt mere vand. I løbet af natten kommer der nedbør fra øst, der ifølge de seneste prognoser kan falde som slud eller tøsne i den nordlige del af landet.
Og det fortsætter, når dagen kommer i gang, fortæller metorolog ved DR Vejret Anders Brandt.
- Skærtorsdag starter med byger flere steder, men det klarer op i løbet af dagen. Men temperaturen når ikke meget over 5 til 9 grader.
Anderledes ser det ud fredag. Her kommer man til at opleve vejret vidt forskelligt alt efter hvor man skal på påskeægs-jagt.
- Langfredag bliver landet delt i to. Der er igen udsigt til, at et nyt nedbørområde fra øst breder sig ind over den nordlige og østlige del af landet med regn, mens der i den sydvestlige del af landet er udsigt til en solrig dag. Over den østlige del af landet bliver det en kold dag med temperaturer på blot 5 grader, mens de sydvestlige egne kan se frem til 10 graders varme.
Dermed holder april sig fortsat omkring de 10 grader som højeste temperatur, men prognosen for weekenden giver dog plads til, at vi kan snige os længere op. Lige nu er årets hidtil højeste temperatur på 14,5 grader, målt 19. marts. Det ser dog ikke ud til, at vi kan nå det niveau.
- Lørdag og påskedag bliver det mest skyet vejr – dog med lidt sol i perioder, og nogle steder kan der komme lidt regn eller byger. Det bliver lidt lunere med temperaturer mellem 7 og 13 grader.
- 2. påskedag ser ifølge de seneste prognoser ud til at give en solrig afslutning på påsken med helt forårsagtigt vejr, hvor temperaturen kan nå 8 til 13 grader.