Årets varmeste dag for anden dag i træk - og skybrud i sigte

Tirsdag har budt på både anden varmerekord i år og skybrud.

Badeliv på Skagen Sønderstrand ved Vippefyret , mandag 9. juli 2018.. (Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix) (Foto: © Henning Bagger, Scanpix)

Nogen har haft det rigtig varmt i dag. Og andre er blevet våde.

For anden dag i træk sætter temperaturen varmerekord i år. I dag har kviksølvet i termometeret sneget sig op på 31,1 grader ved Aars og også i Kolding Lufthavn ved Vamdrup har det været rigtig varmt: 30,4 grader har det været på de kanter, viser DMI's målinger.

Dermed er dagen i dag endnu varmere end dagen i går, hvor der blev sat varmerekord på 30,3 grader på Frederiksberg i København.

Lokalt skybrud

I den modsatte ende af landet ved Skælskør har et lokalt skybrud vandet græsplæner og knastørre marker.

DMI har målt, at ved Tystofte er faldet 15,9 millimeter regn på en halv time.

Definitionen på et skybrud er, at der falder mere end 15 millimeter regn over en periode på maksimalt 30 minutter.

Og det skete altså I Tystofte mellem klokken 13.30 og 14 i dag.

Over det vestlige Sjælland, den vestlige del af Lolland, Fyn og store dele af Øst- og Midtjylland er der risiko for voldsomt vejr i dag - det vil sige, at der lokalt kan falde mellem 15 og 25 millimeter regn på en halv time.

Hvor og hvornår det præcist kan ramme, kan dog være svært at sige, siger Janne Hansen, der er vagthavende meteorolog ved DMi:

- Lige nu har jeg ingen målinger, der viser flere skybrud, siger hun.

- Tænk på en gryde med vand, der skal koge. Men hvor opstår den første boble? Det ved man aldrig.

- Det her er det samme. Jordoverfladen er varmet op af solen, og luften varmes også op og stiger til vejrs som i en gryde. Skybruddet rammer, hvor det er varmest - ligesom boblen i gryden, siger hun.

Afbrændingsforbud gælder stadig

Selv om der flere steder er faldet regn, og der ifølge meteorologerne også er udsigt til regn onsdag, så gælder et landsdækkende forbud mod åben ild fortsat.

Det understreger Danske Beredskaber, som har fået mange henvendelser fra folk, som spørger, om regnen får beredskabet til at ophæve afbrændingsforbuddet.

- Det er vigtigt, at man stadig holder fast i, at de her regler gælder. Man skal ikke selv begynde at filosofere over, om man kan grille på stranden, fordi det lige har regnet, siger Bjarne Nigaard, sekretariatschef i Danske Beredskaber til Ritzau.

Han forklarer, at meget kortvarig regn kan prelle af på jordoverfladen, så jorden stadig er tør, men regn over flere dage, kan mindske brandfaren. Han lover, at de lokale beredskaber vil ophæve forbuddet, så snart det er sikkert.

Afbrændingsforbuddet gælder fortsat i alle landets kommuner.

Der kan være lokale forskelle på, præcis hvad der er tilladt under forbuddet, så det er en god idé selv at holde sig opdateret på de lokale beredskabers hjemmesider.

Det koster 5000 kroner i bøde, hvis man overtræder forbuddet.