Den langvarige tørke over Danmark blev nogle steder i landet afløst af kraftige regn- og tordenbyger, der blev dannet i sommervarmen.
På Sjælland fik man årets hidtil kraftigste skybrud, da en kraftig tordenbyge med store mængder regn og hagl passerede hen over den vestlige del af Sjælland.
I Slagelse faldt der 19,4 millimeter regn på en halv time under den kraftige tordenbyge. Dermed var regnvejret så kraftigt, at grænsen for skybrud blev overskredet.
Det betegnes som skybrud, når der falder over 15 millimeter nedbør på 30 minutter.
De store mængder regn og hagl faldt på usædvanlig kort tid. I Slagelse blev der kun registreret nedbør i 22 minutter, og da nedbøren var kraftigst faldt der hele 15 millimeter på 10 minutter.
Også ved Næstved blev der målt store mængder regn. Her blev der yderligere to steder registreret skybrud, og i alt faldt der under fredagens kraftige regnvejr 28,2 millimeter regn i Næstved, der blev dagens mest nedbørrige sted.
Det er blot anden gang i dette foreløbigt knastørre år, der er skybrud i Danmark. Senest skete det i Rangstrup i Sønderjylland, hvor der midt i maj faldt 17,4 millimeter på en halv time.
Fredagens kraftige tordenbyger gav ifølge data fra Norsk Meteorolgisk Institut mere end 10.000 lyn over Danmark i løbet af dagen.
Mere end 7.000 blev registreret over Sjælland.
På trods af skybrud - de fleste fik ikke en dråbe
Der faldt også regn andre steder i landet.
I den vestlige og sydlige del af Jylland opstod der fredag eftermiddag regn- og tordenbyger, som gav skybrudsagtig regn.
I Ribe faldt der 16 millimeter regn, mens de kraftige byger i Holsted gav 10 millimeter.
De lokalt store mængder regn gik dog uden om de fleste landsdele, så store dele af landet ikke fik en dråbe.
Dagens regn har således blot fået DMI's tørkeindeks til at falde fra 10 til 9,9 på landsplan.
Årets hidtil varmeste dag
Det var varm og lummer sommerluft, der gav de kraftige regn- og tordenbyger.
Fredagen blev således også årets hidtil varmeste dage, da termometeret i Mejrup ved Holstebro viste 27,9 grader.
Dagens høje temperaturer betyder også, at en større del af landet nu har varmebølge.
Både i store dele af Jylland og på dele af Sjælland er kriteriet for varmebølge brudt. Det betegnes som varmebølge, når tre dages gennemsnit af dagens højeste temperatur er over 25 grader.
Risiko for skybrud igen lørdag
Ligesom det var tilfældet fredag, kan der lørdag atter dannes regn- og tordenbyger.
Igen er det Sjælland samt den vestlige og sydlige del af Jylland, der står for skud, når der i sommervarmen dannes kraftige byger.
De kan igen være med torden - og lokalt kan bygerne igen give så store nedbørsmængder på så kort tid, at der er risko for skybrud.