Uovervindelige Holger Rune vinder karrierens største finale: 'Det betyder alt for mig'

Den danske tennisspiller vandt Paris Masters søndag aften.

Hvis man har været usikker på, om Holger Rune kan spille tennis i den absolutte verdensklasse, er man ikke længere i tvivl.

Den danske teenager har søndag vundet sin hidtil største turnering, da han i en yderst dramatisk finale ved Paris Masters slog ingen andre end den 21-dobbelte serbiske grand slam-vinder, Novak Djokovic.

Rune slog den serbiske verdensstjerne, der gik ind til den franske finale som forsvarende mester, i tre sæt med cifrene 3-6, 6-3, 7-5.

Da den danske triumf blev en kendsgerning efter godt to og en halv times spil, faldt danskeren i gulvet, så sejren kunne synke ind.

- Det betyder alt for mig.

- Det her er den bedste følelse, du kan have. Hvis nogle havde fortalt det til mig for nogle uger siden, så havde jeg nægtet at tro på dem, siger Rune umiddelbart efter kampen.

Holger Rune er fra i morgen nummer ti i verden efter finalesejren over Djokovic. (Foto: © Julien de Rosa, Ritzau Scanpix)

Dermed kunne den storsmilende unge dansker løfte trofæet ved siden af sit store barndomsidol.

- Jeg vil gerne sige stort tak til Djokovic, for du er en de spillere, jeg har fulgt hele mit liv, siger den 19-årige dansker ved præmieoverrækkelsen.

Det var da også store ord, som den seksdobbelte vinder af turneringen havde at sige om danskeren, der kun var seks år gammel, da serberen vandt turneringen første gang.

- Tillykke til dig og dit hold. Sikke en fantastisk uge, du har haft.

- Du fortjener det her. Jeg er ikke glad for, at du slog mig, men jeg er glad på dine vegne, for jeg kan godt lide din personlighed. Du er en dedikeret fyr, og jeg er sikker på, at fremtiden er lys for dig, siger Novak Djokovic.

Holger Rune var seks år gammel, da Novak Djokovic første gang vandt Paris Masters. (Foto: © CHRISTOPHE ARCHAMBAULT, Ritzau Scanpix)

Fra nummer 103 til 10 i verden

Nordsjællænderen fortsætter dermed det utrolig høje niveau, der har sendt ham i fire finaler i træk. Dertil har Holger Rune nu slået fem spillere fra verdens top-10 de seneste fem dage i Paris.

Den franske turnering er en ATP 1000-turnering, og dermed er det kun de fire årlige grand slams og sæsonfinalen, der rangerer højere. Danskerens tidligere finaledeltagelser har været på ATP 500- eller 250-niveau.

Rune begyndte sæsonen som nummer 103 i verden, men efter søndagens triumf rykker han frem som nummer 10, når ranglisten opdateres mandag. Derudover kan danskeren se frem til godt 6,2 millioner danske kroner i præmiepenge.

Så sent som for to uger siden vandt Holger Rune ATP 250-turneringen Stockholm Open, ligesom han på samme niveau i maj vandt BMW Open i München.