Smitte med zikavirus fik i lørdags de engelske myndigheder til at advare gravide mod rejser til staten Florida. I går fulgte de amerikanske myndigheder.
Og i dag advarer først Norge og nu også de danske myndigheder mod, at man foretager unødvendige rejser til den amerikanske stat Florida - særligt, hvis man er gravid eller ønsker at blive det.
- Vi anbefaler (..., red.), at danskere, der enten planlægger rejse til Florida eller opholder sig i Florida, følger med i udviklingen, da risikovurderingen kan ændre sig, såfremt der findes smitte med zikavirus i andre områder. Dette er især relevant for kvinder, der er gravide eller påtænker at blive gravide, samt partnere til gravide kvinder, skriver Statens Serum Institut i dag i en pressemeddelelse.
Du kan følge den seneste udvikling her.
Advarslen kommer, efter at det i går kom frem, at antallet af smittede siden fredag er steget fra 4 til 14 personer. Alle lokaliseret til de syd- og nordlige dele af Miami.
Ifølge de amerikanske myndigheder antages det, at de 14 personer alle er smittet, efter de er blevet stukket af lokale Aedes-myg.
For at forsøge at komme smitten til livs opfordres borgere og turister i Florida til at indlevere urinprøver, så omfanget af zika-udbredelsen kan blive fastslået.
I USA har man indtil nu registreret flere end 1.600 zika-smittede, hvoraf de fleste dog er blevet smittet i forbindelse med rejser uden for landets grænser.
Efter de 14 lokale smittetilfælde i Florida har de amerikanske myndigheder meldt ud, at de forventer at se yderligere tilfælde i den kommende tid.