Zika kræver sine første dødsofre i Venezuela

Tre personer er bukket under for det frygtede myggebårne virus i Venezuela, oplyser landets præsident.

Det er Aedes-myggen, der spreder zika-virus, som i Venezuela kan have kostet tre mennesker livet. (Foto: © Oscar Rivera, Scanpix)

Tre personer i Venezuela er døde som følge af komplikationer, der menes at stamme fra zika. Sygdommen kan overføres til mennesker, der bliver stukket af aedes-myggen.

Det oplyser Venezuelas præsident, Nicolas Maduro, i en tale på nationalt tv. Myndighederne har registreret 319 tilfælde af virusset i landet. 68 personer har været så hårdt mærket af virusset, at de har været indlagt på intensivafdelinger.

Fra november til er der indrapporteret over 5200 tilfælde af mulige zika-inficerede.

Virusset, der kan overføres via myggestik, er i de fleste tilfælde stort set harmløst med influenzalignende symptomer, men det mistænkes for at være skyld i, at der i flere sydamerikanske lande har været en stor stigning i antallet af børn, der bliver født med unormalt små hoveder og hjerner. Risikoen opstår, hvis den vordende mor bliver smittet inden fødslen.

I sidste uge erklærede Verdenssundhedsorganisationen (WHO) zikaepidemien for en global trussel.

WHO har derfor bedt om 25 millioner dollar til et seks måneders program, der skal bekæmpe zikavirus. Organisationen vil undersøge, om virusset kan spredes via sex og blodoverførsler.

Mandag oplyste de amerikanske sundhedsmyndigheder, at det har lange udsigter med at finde en vaccine mod virusset.

- Det er usandsynligt at have en vaccine inden for få år, sagde dr. Anthony Fauci, som er direktør for Statens Institut for allergi og smitsomme sygdomme i USA, under en briefing i Det Hvide Hus.

/ritzau/AFP