Amerikanske krigsskibe samt britiske og jordanske jagerfly var i nat i aktion for at hjælpe Israel med at nedskyde den byge af iranske droner og missiler, der var på vej mod Israel.
Ifølge det israelske militær lykkedes det at nedskyde "99 procent" af over 300 droner og missiler.
- Takket være disse udstationeringer og vores dygtige mandskab kunne vi hjælpe Israel med at nedskyde alle de droner og missiler, der var på vej, sagde USA's præsident, Joe Biden, i nat dansk tid.
Men i Ukraine giver fejring af det succesfulde luftforsvar af Israel også anledning til kommentarer.
- Husk på, at Ukraine oplever disse droner næsten hver eneste nat, skriver den ukrainske politiker Julija Tymosjenko, der i to perioder har været Ukraines premierminister, på det sociale medie X.
'Ustraffet vil ondskaben altid vende tilbage'
Samme budskab kommer fra Ukraines udenrigsministerium.
- Netop som Iran angreb Israel med Shahed-droner i nat, angreb Rusland på samme tid Kharkiv med det samme våben, skriver ministeriet på X, der tidligere hed Twitter.
- Ustraffet vil ondskaben altid vende tilbage, og hvis den ikke bliver stoppet, vil den sprede sig overalt, skriver Ukraines udenrigsministerium.
Mindst ti iranskproducerede Shahed-droner blev i nat sammen med missiler sendt mod Kharkiv, og to personer blev dræbt i forbindelse med angrebene, oplyser de lokale myndigheder.
Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, sammenligner også angrebene på Ukraine og Israel.
- Ukraine fordømmer Irans angreb på Israel, skriver han på X.
- I Ukraine kender vi udmærket rædslerne ved lignende angreb fra Rusland, som bruger de samme Shahed-droner og russiske missiler, den samme taktik med masseluftangreb, skriver han på det sociale medie X.
Militæranalytiker Anders Puck Nielsen fra Forsvarsakademiet kan godt forstå, hvis ukrainerne er frustrerede.
- Ukrainerne har jo råbt og skreget på støtte til at standse de her russiske luftangreb lige fra krigens allerførste dage, siger han.
Han beskriver situationen for det ukrainske luftforsvar som desperat.
Zelenskyj: Vi forventer hjælp
Ukraine løber hele tiden tør for missiler, og de russiske luftangreb trænger nu oftere og oftere igennem og ødelægger for eksempel kraftværker og anden infrastruktur.
En humanitær krise truer, og i USA er yderligere våbenhjælp strandet i Kongressen.
- Så selvfølgelig er frustrationen stor i Ukraine, når man ser så meget direkte hjælp til Israel. Man oplever jo generelt i Ukraine, at konflikten i Gaza er gået ind og har stjålet opmærksomheden fra den situation, de står i, siger Anders Puck Nielsen.
Og efter nattens angreb på Israel - og Ukraine - benyttede Volodymyr Zelenskyj da også lejligheden til at gentage ønsket om mere hjælp.
- Verden kan ikke vente på, at diskussionerne fortsætter. Ord stopper ikke droner og opfanger ikke missiler. Kun håndgribelig bistand gør det. Den hjælp, som vi forventer, understreger den ukrainske præsident.
- Vi skal styrke sikkerheden og resolut imødegå alle dem, der ønsker at gøre terror til en ny normal. Det er afgørende, at USA's kongres træffer de nødvendige beslutninger for at styrke USA's allierede på dette kritiske tidspunkt, skriver Zelenskyj.
Israel har verdens bedste luftforsvar
Konkret er det blandt andet Patriot-missiler, som ukrainerne efterspørger.
Der er dog lang vej, før ukrainerne har et luftforsvar som Israels, der er blevet døbt "Jernkuplen".
- Israel har et af verdens allerbedste luftforsvar. Det er superstærkt og kan håndtere alle mulige former for trusler, siger Anders Puck Nielsen.
Men en stor forskel er også, at Israel er et meget mindre land end Ukraine.
- Det vil sige, at det er meget nemmere at håndtere det og sige: "Nu laver vi en luftforsvarsparaply over hele Israel". Det kan man simpelthen ikke i Ukraine, fordi landet er så stort, siger militæranalytikeren.
Luftalarmer og lysglimt over Jerusalem i forbindelse med det israelske luftforsvar:
Tænketank: Sammenhæng mellem angreb
Ifølge Anders Puck Nielsener er der flere lighedstegn mellem de russiske angreb på Ukraine og Irans angreb på Israel.
Opskriften er den samme: Koordinerede angreb med både droner, krydsermissiler og ballistiske missiler fra flere sider, der skal overmande et luftforsvar.
Den amerikanske tænketank Institute for the Study of War ser også en sammenhæng mellem disse angreb samt den iranskstøttede Houthi-bevægelses angreb på skibe i Det Røde Hav og Adenbugten.
- Det iranske drone- og missilangreb mod Israel viser, at Iran lærer af russerne og houthierne, hvordan man udvikler gradvist mere farlige og effektive angreb mod Israel og USA, skriver Institute for the Study of War i en anlyse på X.
Konklusionen lyder, at USA og dets allierede i fremtiden oftere kommer til at stå over for grupper, der på den måde arbejder sammen og lærer af hinanden.