Stifteren af whistleblower-organisationen Wikileaks, Julian Assange, siger til Reuters, at han står ved sit tilbud om at lade sig udlevere til USA under forudsætning af, at hans rettigheder er beskyttet.
Han har fremsat sit tilbud fra Ecuadors ambassade i London, hvor han har opholdt sig siden 2012 for at undgå en udlevering til USA.
De nye meldinger i sagen kommer efter, at den afgående amerikanske præsident, Barack Obama, har besluttet at barbere 28 år af straffen mod Chelsea Manning, som i 2009 lækkede fortrolige oplysninger om USA's krigsførelse i Irak og Afghanistan.
Tidligere på måneden skrev WikiLeaks på Twitter, at Julian Assange ville være villig til at lade sig udlevere til USA, hvis Barack Obama ville lempe straffen mod Chelsea Manning.
- Jeg er glad for præsident Barack Obamas beslutning om at afkorte Chelsea Mannings straf fra 35 år til den tid, hun har afsonet, skrev Assange i et brev til AFP onsdag.
Julian Assange har boet på Ecuadors ambassade i London siden 2012 for at forhindre en udlevering til Sverige, hvor han er anklaget for seksuelle overgreb. Han frygter, at Sverige vil udlevere ham til USA.
/ritzau/