WHO bekræfter nyt tilfælde af ebola i DR Congo

Udbruddet af den frygtede og dødelige virussygdom er det ottende i det centralafrikanske land.

Billedet er et arkivfoto fra et tidligere ebolaudbrud i DR Congo. (Foto: © ho, Scanpix)

Der er nu bekræftet to tilfælde af den frygtede virussygdom ebola i DR Congo, og der er mistanke om yderligere 17 smittede.

Det oplyser Verdenssundhedsorganisationen (WHO) ifølge nyhedsbureauet Reuters.​

Den første smittede var en 45-årig mand, der ankom til en lokal klinik den 22. april. Han fik besked på at tage videre til det nærmeste hospital for at blive testet, men døde på vejen til hospitalet på en motorcykeltaxa.

Føreren af motorcykeltaxaen blev også syg og døde senere. En tredje person, som var med og plejede den 45-årige mand, blev ligeledes syg og døde.

Trods de tre dødsfald er det altså hidtil kun to personer, der er testet positiv for ebolavirus.

I alt følger WHO og organisationens samarbejdspartnere 125 personer, der har været i kontakt med de smittede personer.

Afsidesliggende område

Ebolaudbruddet er blevet opdaget i det afsidesliggende område Bas-Uele i den nordlige del af landet, som er svært at nå frem til. Transportmulighederne dertil er ringe, og det tager ifølge WHO to til tre dage at nå frem til udbruddets epicenter fra hovedstaden Kinshasa.

Det er en af årsagerne til, at det endnu ikke står klart, hvor omfattende ebolaudbruddet er.

WHO's talsmand i landet, Eugene Kabambi, siger til The Guardian, at det ramte område ligger lige på grænsen til den Centralafrikanske Republik, og at der er stor trafik hen over landegrænsen, hvorfor det haster med forebyggende tiltag, så virussygdommen ikke spreder sig.

Landets sundhedsminister, Oly Ilunga Kalenga, understreger, at en hurtig reaktion og offentlig opmærksomhed på problemet er helt afgørende i arbejdet med at standse udbruddet.

- Vi er taknemmelige for den hurtige støtte fra WHO og andre partnere i efterforskningen, der førte til bekræftelsen af dette udbrud, udtaler ministeren i en pressemeddelelse.

Organisationen Læger uden Grænser meddelte lørdag, at den ville sende et hold på 14 læger, sygeplejersker, eksperter, sundhedspersonale og epidemiologer til DR Congo, som sammen med udsendte fra andre organisationer skal vurdere situationen og assistere de lokale sundhedsmyndigheder.

DR Congo var også ramt af et ebolaudbrud i 2014. Her blev der registreret 66 smittede, hvoraf de 49 døde.

Ebolaudbruddet havde ingen sammenhæng med den voldsomme epidemi, der kostede tusindvis af mennesker livet i Guinea, Sierra Leone og Liberia, og efter tre måneder blev DR Congo erklæret for ebolafrit.

Det nye ebolaudbrud er ifølge WHO det ottende i DR Congo, siden virussygdommen blev opdaget i 1976.

Overblik: Ebolaudbrud i DR Cong0

  • 2017: Foreløbig to bekræftede tilfælde.

  • 2014: 66 registrerede tilfælde, herunder 49 dødsfald.

  • 2012: 62 registrerede tilfælde, herunder 34 dødsfald.

  • 2008-2009: 32 registrerede tilfælde, herunder 15 dødsfald.

  • 2007: 264 registrerede tilfælde, herunder 187 dødsfald.

  • 1995: 317 registrerede tilfælde, herunder 245 dødsfald.

  • 1977: Et registreret tilfælde, herunder et dødsfald.

  • 1976: 318 registrerede tilfælde, herunder 280 dødsfald. Kilde: Verdenssundhedsorganisationen (WHO)