Whistleblower: Det Hvide Hus forsøgte at skjule Ukraine-samtale

En sprængfarlig indberetning mod Trump er blevet offentliggjort.

De seneste dages mest omtalte dokument er nu lagt frem. (Foto: © EVA HAMBACH, Scanpix)

Det Hvide Hus forsøgte at skjule indholdet af en telefonsamtale i juli mellem Donald Trump og Ukraines præsident, Volodimir Zelenskij.

Det fremgår af den indberetning fra en whistleblower, som hele den sprængfarlige sag bygger på. Indberetningen er netop blevet offentliggjort af blandt andet efterretningsudvalget i Repræsentanternes Hus.

Et censureret udskrift af samtalen mellem Trump og Zelenskij blev offentliggjort allerede i går. Det nye dokument fra whistlebloweren bekræfter, at det især var denne samtale, som fik den anonyme person, som arbejder i den amerikanske efterretningstjeneste, til at skrive sin indberetning.

Lyttede ikke selv med

Whistlebloweren lyttede ikke selv med på samtalen, men har fået den refereret af en lang række kollegaer. De udtrykte - ifølge indberetningen - også bekymring over indholdet af telefonsamtalen, hvor Trump forsøger at få sin kollega til at indlede en efterforskning af tidligere vicepræsident i USA Joe Biden og hans søn Hunter Biden.

Sønnen havde i 2014 og to år frem siddet som bestyrelsesmedlem i et ukrainsk energiselskab.

Indberetningen handler dog om mere end bare telefonsamtalen. Whistlebloweren mener, at Trumps handlinger i forhold til Ukraine samlet set beløber sig til "misbrug af sit embede for personlig vindings skyld" ved at "anmode om indblanding fra et fremmed land i næste års amerikanske valg" - det vil sige præsidentvalget i 2020, hvor Joe Biden lige nu er favorit til at udfordre Trump som demokraternes præsidentkandidat.

Hunter Biden (tv) og Joe Biden (th) i 2009. (Foto: © Carlos Barria, Scanpix)

Samtale "låst inde"

Den anonyme skribent er ligeledes alarmeret over den måde, som Det Hvide Hus har håndteret oplysninger om den famøse telefonsamtale.

Vedkommende skriver, at Trumps folk har sørget for, at oplysninger om samtalen blev "låst inde" - det gælder især det ordrette referat.

Ifølge indberetningen blev det elektroniske afskrift af samtalen fjernet fra et computersystem, hvor den slags normalt blev lagret.

I stedet blev filen opbevaret i et system, der anvendes til særlig hemmelig og følsom information, selvom samtalen ikke indeholdt noget, som var "bare tilnærmelsesvis følsomt" ud fra hensynet til national sikkerhed.

- Disse serier af handlinger understregede for mig, at embedsmænd i Det Hvide Hus forstod alvoren af det, der var foregået i telefonsamtalen, skriver whistlebloweren.

Indberetningen indeholder samtidig flere afsnit, som udtrykker bekymring over Trumps personlige advokat Rudy Giuliani. Han har været frontfigur i forsøget på at finde smuds på Joe Biden i Ukraine.

Donald Trump med sin advokat Rudy Giuliani. (Foto: © JONATHAN ERNST, Scanpix)

Efterretningschef vidner

Indberetningen blev offentliggjort, få minutter før USA's fungerende efterretningschef, Joseph Maguire, skulle afgive forklaring om sagen i Repræsentanternes Hus.

I første omgang landede indberetningen fra whistlebloweren på bordet hos Michael Atkinson, som er generalinspektør for de amerikanske efterretningstjenester.

Atkinson vurderede, at indberetningen var både legitim og presserende, hvorfor han i henhold til forskrifterne ville sende den til politikere i Kongressen.

Men på vejen kom teksten forbi Joseph Maguire, og efterretningschefen mente ikke, at indberetningen indeholdt noget, der var så presserende, at Kongressen skulle orienteres.

Politikerne hørte dog alligevel om, at indberetningen fandtes, og efter stort pres fra Kongressen og medier har Det Hvide Hus valgt at frigive oplysninger om både den famøse telefonsamtale og whistleblowerens indberetning.

Sagen har ført til, at formanden for Repræsentanternes Hus, demokraten Nancy Pelosi, har indledt en rigsretsproces mod præsidenten.

Trump kalder selv Ukraine-sagen for "spild af tid" og en "heksejagt".

Sådan foregår en rigsretssag i USA: