Det er sandsynligt, at Wagner-gruppen har placeret det russiske flag på byens administrationsbygning, som gruppens stifter, Jevgenij Prigozjin, ifølge Reuters hævder.
Men det betyder ikke, at russerne har erobret byen.
Sådan lyder det fra Anders Puck Nielsen, der er militærforsker ved Forsvarsakademiet.
Wagner-gruppens stifter, Jevgenij Prigozjin, har i en optagelse på Telegram fortalt, at byen fra et juridisk synspunkt er erobret, men at der stadig er ukrainske tropper i den vestlige del af byen.
Modsat siger Serhiy Cherevatiy, der er talsperson for det ukrainske militær i det østlige Ukraine, at russerne er "meget langt fra" at have erobret Bakhmut. Han bekræfter dog, at der har været kampe i området omkring administrationsbygningen.
- Bakhmut er ukrainsk, og de (russiske styrker, red.) har ikke erobret noget og er mildest talt meget langt fra at gøre det, siger han til nyhedsbureauet.
Ukrainerne har særligt sat sig på den yderste del af byen
Anders Puck Nielsen forklarer, at situationen i Bakhmut har ændret sig over den seneste måned. Dengang talte man om, at russerne var ved at omringe byen, men nu forholder tingene sig nærmest modsat.
- Nu har ukrainerne ret styr på adgangsvejene til byen, mens russerne har skiftet taktik ved at erobre dele af byen med decideret bykamp fra gadehjørne til gadehjørne. Det betyder, at russerne erobrer mere inde i bycentrum, men at ukrainerne sidder på store områder udenfor byen, siger Anders Puck Nielsen.
Ifølge Anders Puck Nielsen har byen ingen specielt strategisk placering, hvor en erobring åbner op for nye af slagsen. Til gengæld har den stor politisk og symbolsk betydning, fortæller militærforskeren.
Det skyldes, at kampene har været så intensive i byen, der før krigen havde omkring 70.000 indbyggere.
Han forklarer, at det for ukrainerne handler om at holde gang i krigen, hvor man har forsøgt at maksimere de russiske tab.
Det muliggør, at ukrainerne bedre kan forberede sig på deres egen forårsoffensiv, mens de tvinger russerne til bykamp, som russerne skal bruge mange ressourcer på.
- For Wagner-gruppen derimod er byen blevet et prestigeprojekt, der skal vise, hvad de er i stand til, mens det for Rusland er afgørende at erobre hele Donetsk - og der er Bakhmut blot et af de områder, der skal erobre, siger Anders Puck Nielsen og henviser til Ruslands ulovlige annektering af blandt andet Donetsk tilbage i efteråret.
Bakhmut-kampe ser ud til at fortsætte
Selvom han forudser, at russerne vil indtage flere dele af den indre by, så tror han, at vi vil fortsætte med at høre om kampe i byen i lang tid endnu.
En af årsagerne er, at en sen snestorm har ramt området, som besværliggør kampene. Og efter sne kommer mudder, hvilket ikke gør situationen bedre.
- Ukrainerne vil forsøge at fortsætte, indtil de er klar med deres forårsoffensiv, som er det, vi venter på lige nu.
- Når ukrainerne har fået nok vestlig ammunition om cirka en eller to måneders tid, kan de sætte gang i en offensiv, som kan finde sted i det sydlige Ukraine. Men ukrainerne kan stadig have behov for at holde gang i kampene i Bakhmut for at binde en masse russiske styrker til området, lyder vurderingen af Anders Puck Nielsen.