Lavaen fra vulkanen, der tidligere i dag gik i udbrud, har passeret varmtvandsledningen Njardvíkurædin, som forsyner folk på Reykjanes-halvøen i det sydvestlige Island.
Det skriver det islandske medie RUV.
Og det er altså noget, der kan få konsekvenser for mange mennesker, mener Rikke Pedersen, der er vulkanolog og leder af Nordisk Vulkanologisk Center på Islands Universitet.
- Det ser ikke godt ud i øjeblikket med hensyn til varmtvandsforsyningen, siger hun.
- Plus vi har virkelig koldt vejr i øjeblikket. Vi har minus 7-8 grader, så det bliver formentlig opvarmning ved elektricitet i et større område det næste stykke tid, lød det fra Rikke Pedersen, inden lavaen havde passeret ledningen.
Der gøres alt for at forsøge at beskytte infrastrukturen
De islandske myndigheder har hævet Civilforsvarets nødberedskab, og meldingen fra Civilforsvarskontoret er, at ledningen, der leverer varmt vand, nu er knækket, hvilket medfører mangel på netop det, skriver RUV.
Folk i regionen Sudurnes opfordres derfor til at spare på al el og varmt vand.
Tidligere i dag lød det fra den islandske justitsminister, Gudrun Hafsteinsdottir, at civilforsvaret gør alt for at beskytte infrastrukturen.
- Det er et stort kapløb med tiden, og vi håber, at dette vil lykkes, og at vi vil være i stand til at holde varmt vand i Reykjanes, siger hun til RUV.
Lavastrømmen nærmer sig også en af Islands mest besøgte attraktioner Den Blå Lagune, som tidligere i dag blev evakueret og lukket.
Det er anden gang i år, at vulkanen går i udbrud. Årets første udbrudt begyndte den 14. januar og varede et par dage, og her nåede lava udkanten af byen Grindavik, hvor de 4.000 beboere forinden var blevet evakueret.
Udbruddet i dag begyndte ved 06-tiden, og denne gang er det dog ikke nær så kraftigt som tidligere.
Dagens udbrud skete i samme område som det udbrud, der skete 18. december sidste år, skriver RUV.
Det er det sjette udbrud på Reykjanes-halvøen siden 2021, og indtil da havde der ikke været et udbrud på halvøen i 800 år.