Vrede modstandere vælter endnu et Trump-vælgermøde

Trump har de seneste dage oplevet massive protester på vælgermøder. I går i Kansas trak politiet peberspray mod demonstranter

Protester under Trumps tale til vælgermøde i Kansas fik præsidenten til at true med anholdelser. (Foto: © DAVE KAUP, Scanpix)

Igen i går var Trump-modstandere mødt talstærkt op for at udtrykke deres lede mod den republikanske præsidentkandidat Donald Trump.

Det er anden gang på blot to dage, at modstandere af Donald Trumps præsidentkandidatur får væltet Trumps vælgermøder. Præsidentkandidaten var også udsat for massive protester under fredagens vælgermøde i Chicago, som han i samarbejde med det lokale politi valgte at aflyse.

Under Donald Trumps tale til sine tilhængere i Kansas City Teatret i går fik gentagne afbrydelser præsidentkandidaten til at true med anholdelser.

- Jeg har tænkt mig at bede dig arrestere dem, sagde Trump ifølge CNN til politiet.

Desuden meddelte han, ifølge CNN, også demonstranterne, at han ville:

- Ødelægge resten af deres liv ved at sikre en anholdelse.

Udenfor teatret forløb protesterne noget mere dramatisk, da politiet, ifølge CNN, brugte peberspray mindst to gange mod de demonstrerende.

- Vi var nødt til at bruge peberspray to gange, siger politiet til CNN og oplyser desuden, at der blev anholdt to personer, som nægtede at følge loven.

https://twitter.com/stokith/status/708830447233445889

Det er Trumps politik og retorik, der er under beskydning og som af modstanderne karakteriseres som racistisk og fremmedfjendsk.

Trods protesterne er præsidentkandidaten dog ifølge CNN indstillet på at fuldføre det vælgermøde, der i dag finder sted i Cincinnati.