Von der Leyen vil sove på arbejdet

Den kommende kommissionsformand slipper for morgentrafikken i Bruxelles.

Ursula von der Leyens nye soveværelse kommer til at ligge på 13. sal i Europa-Kommissionens hovedkvarter i Bruxelles. (Foto: © François Lenoir, Scanpix)

Der bliver ikke langt på arbejde for EU’s kommende kommissionsformand, Ursula von der Leyen.

Hun er nemlig i gang med at indrette et mindre rum, der ligger lige ved siden af formandskontoret i Europa-Kommissionens hovedkvarter i Bruxelles, til soveværelse.

Det vil den tyske politiker, der har adresse i byen Hannover, bruge, når hun er i den belgiske hovedstad for at på arbejde.

- Hendes primære hjem har altid været - og vil forblive - Hannover, hvor hendes mand stadigvæk bor og arbejder, udtaler hendes talsperson, Jens Flosdorff, til Politico.

Han tilføjer, at hun også sov på kontoret, da hun var minister – heriblandt forsvarsminister – i den tyske regering.

Berlaymont-bygningen i Bruxelles er der, Europa-Kommissionen holder til. (Foto: © François Lenoir, Scanpix)

Født i byen

Det er ikke unormalt, at både kommissionsformænd og EU-kommissærer pendler mellem Bruxelles og deres respektive hjemlande.

Den nuværende kommissionsformand, Jean-Claude Juncker, er fra Luxembourg, og han bor i en hotellejlighed, når han er på arbejde.

Ursula von der Leyens kommende soveværelse, der er godt 25 kvadratmeter stort, ligger på 13. sal i Berlaymont-bygningen, som er Europa-Kommissionens hovedbygning.

Og Ursula von der Leyen gør det for dels at spare penge og dels på grund af sikkerhed. Berlaymont-bygningen er nemlig altid under opsyn. Derudover gør hun det for at undgå den tunge trafik i Bruxelles – ikke mindst bilkøerne i myldretiden, som kan være slemme.

Selvom Ursula von der Leyen fortsat vil have sit hjem i Hannover, kender hun Bruxelles godt. Hun blev nemlig født i byen, nærmere bestemt Ixelles-bydelen, der grænser op til EU-området.

Ursula von der Leyen begynder formelt sit nye arbejde den 1. november i år.