Der var én kommissærtitel, der vakte særlig opsigt – og kritik – da den kommende kommissionsformand, Ursula von der Leyen, for to måneder siden præsenterede sin nye Europa-Kommission:
"Beskyttelse af vores europæiske levevis".
Årsagen skal findes i stillingens arbejdsopgaver. Det er nemlig den kommissærpost, der får det overordnede ansvar for EU's migrations- og flygtningepolitik.
Og ifølge kritikere fra ikke mindst den europæiske venstrefløj var det både forkert og uklædeligt at kæde flygtninge og indvandrere sammen med ordet "beskyttelse".
- Jeg bryder mig bare ikke om, at man bruger en skræmmeagtig retorik, hvor det er flygtninge og indvandrere udefra, der skulle true en europæisk livsform, lød det dengang fra den radikale europaparlamentariker Morten Helveg Petersen.
Nu er Ursula von der Leyen efter langvarigt politisk pres gået med til at ændre titlen, som hun ellers har forsvaret.
Fremfor at "beskytte" vores europæiske levevis skal græske Margaritis Schinas, der står til at få kommissærposten, nu "fremme" den. Det bekræfter den socialdemokratiske S&D-gruppe i Europa-Parlamentet efter forhandlinger med den kommende kommissionsformand.
- Vi er alle enige om, at 'den europæiske levevis' er en bedrift, vi skal bevare. Men vi behøver ikke at beskytte den, men derimod fremme den, udtaler S&D-gruppens formand, Iratxe García.
Schaldemose: Von der Leyen er under pres
Udover at "fremme vores europæiske levevis" er Ursula von der Leyen også gået med til at tilføje "sociale rettigheder" til beskæftigelseskommissærens nuværende titel, samt "fiskeri" til kommissærposten for "miljø og hav".
Det sker blot dagen inden, at henholdsvis Frankrigs, Ungarns og Rumæniens kommissærkandidater skal høres af Europa-Parlamentet. De tre lande fik afvist deres første bud, og derfor har de måttet stille med tre nye kandidater.
Den socialdemokratiske europaparlamentariker Christel Schaldemose har med egne ord "aldrig været særlig optaget" af debatten om titlen.
- Det kan være det samme for mig, selvom jeg dog synes, at von der Leyen generelt har lavet nogle mærkelige titler, der ikke siger meget om de arbejdsopgaver, kommissærerne har, siger hun og understreger, at det er fint, at de nu er blevet ændret.
- Jeg synes mest af alt, at det siger noget om, hvor presset von der Leyen er, og at hun har brug for støtten fra socialdemokraterne for at få de sidste tre kandidater godkendt, understreger Christel Schaldemose.
Franskmand i farezonen
Det var egentlig meningen, at den nye Europa-Kommission skulle være gået i gang med at arbejde den 1. november, men det skete som bekendt ikke, da alle kommissærkandidaterne ikke kunne blive godkendt.
Nu håber Ursula von der Leyen, at den kan gå i gang den 1. december. Men især den franske kommissærkandidat, Thierry Breton, er under pres.
Da Europa-Parlamentets retsudvalg i går skulle tage stilling til Thierry Bretons erklæring om interessekonflikter, slap han kun med nød og næppe igennem. 12 af medlemmerne stemte for, mens 11 stemte imod.
Christel Schaldemose vurderer dog, at der i den socialdemokratiske gruppe er "et godt og solidt flertal" for at godkende den nye kommission.
- Men det er klart, at vi selvfølgelig vil afvente og se, hvordan Theirry Breton i morgen svarer på spørgsmålene om mulige interessekonflikter, siger hun.
Høringerne går i gang i morgen i Bruxelles klokken 8.00.