Efter en voldsom eskalering af protesterne mod den kinesiske regerings indflydelse sænkede roen sig i nat over det uroplagede Hongkong.
Det fortæller DR's korrespondent i Asien, Philip Khokhar, der i aftes måtte afbryde et live-interview i TV-Avisen, da han blev ramt af tåregas.
- Det var ret voldsomt omkring midnat lokal tid. Men i løbet af natten er det blevet mere normalt og afdæmpet. Og her til morgen er Hongkong vendt tilbage til sit gamle jeg, siger han.
Sammenstødene mellem politi og demonstranter i Hongkong fandt sted, mens kineserne på fastlandet markerede 70-årsdagen for grundlæggelsen af Folkerepublikken Kina.
Politiet i Hongkong oplyser til CNN, at 180 personer blev anholdt, mens 25 politibetjente kom til skade.
104 civile blev desuden bragt på hospitalet - heriblandt en 18-årig studerende, som blev skudt på klos hold af politiet.
Svækket tillid til politiet
Det er tale om det første skarpe skud direkte mod en demonstrant, siden protesterne begyndte i juni.
Og det kan ifølge Philip Khokhar meget vel være en situation, der fjerner den sidste rest af tillid til politiet blandt den bredere del af befolkningen, som ellers har stolet på ordensmagten.
- Nu har vi haft den her udvikling, hvor det ender med, at en demonstrant bliver ramt af et skud i lungen. Det tror jeg, er et vendepunkt for mange, hvor de ikke længere ser politiet som nogle, der varetager deres interesser, siger han.
Gårsdagens voldsomme begivenheder var modsat tidligere ikke koncentreret omkring bestemte centrale punkter i Hongkong, men spredte sig over større områder i byen.
Der var på forhånd udkommanderet 6.000 politibetjente, men det lykkedes alligevel ikke for ordensmagten at holde demonstranterne, der kastede med brandbomber og andet skyts, i ro.
Demonstrationer fortsætter
På trods af den voldsomme eskalering af situationen forventer Philip Khokhar dog ikke lige så voldsomme uroligheder de nærmeste par dage.
- Demonstranterne er folk, der passer deres arbejde, går på universitetet og i det hele taget er beskæftiget med deres almindelige virke. Derfor demonstrerer de som regel i weekenden. Og det vil formentlig kun fortsætte efter den her meget voldelige dag.
Sammenstødene i Hongkong skete, mens regeringen i Beijing fejrede 70-året for grundlæggelsen af det kommunistiske Kina med en gigantisk militærparade.
Demonstranterne i Hongkong var ekstra opsatte på at stjæle billedet og tage afstand fra den kinesiske regering, fortæller Philip Kokhar.
- Det er klart, at demonstranterne og nogle af dem, der førte an i protesterne, godt vidste, at verdens opmærksomhed var rettet mod Hongkong i går. Og hvis de lavede nok uro, kunne de overdøve paraden i Beijing. Det lykkedes for dem.
Pres på regeringen i Beijing
Protestbevægelsen begyndte at gå på gaden tilbage i juni for at demonstrere mod lokal lovgivning, der ville betyde, at systemkritikere i Hongkong kunne blive udleveret til retsforfølgelse i Hongkong.
Efter det massive pres er lovgivningen taget af bordet, men demonstranterne kræver stadig Hongkongs lokale regeringschef, Carrie Lams, afgang.
Kravet er nu desuden, at regeringen i Beijing gennemfører demokratiske reformer i Hongkong, der indtil overdragelsen til Kina i 1997 var en britisk kronkoloni.
- Problemet for Beijing er, at de har reageret for sent. Og nu har det udviklet sig til en generel følelse af, at Kina fylder for meget i Hongkong, siger Philip Khokhar.
Indtil videre har den kinesiske regering på vanlig vis undladt at reagere på urolighederne i Hongkong, men spørgsmålene vil sandsynligvis blive stillet på en pressekonference i Beijing senere i dag.
- Og så vil det vise sig, om kommunistpartiet fastholder sin linje om, at det er USA, der manipulerer med Kinas interne anliggender, og at det er efterretningstjenesten CIA, der har fået folk på gaden i Hongkong, siger Philip Khokhar.