Tirsdag aften lokal tid strømmede nyhederne ud i USA: vinterstormen på den amerikanske østkyst ville blive slem natten til onsdag med vindstød på op til 22 m/s.
Med lukkede veje, skoler, butikker og aflyste sportsarrangementer på stribe, så holder de fleste amerikanere sig indendøre og dem, som har set frem til en rejsedag i luften, har dog haft det svært igennem uvejret.
Flere end 2.600 fly blev tirsdag aflyst og næsten 6.000 afgange blev forsinket.
Myndighederne har derudover annonceret 16 dødsfald, som følge af kulden, det skriver CNN.
Men vejret klarer op sammen med weekendens ankomst.
Forskel på op til 20 grader
Fra den mexikanske golf kommer varmen i løbet af ugen og når frem til nordøsten af USA søndag.
I skrivende stund ligger temperaturen i Boston på -7 grader, i Washington D.C. på -6 grader og i Chicago på tandklaprende -13 grader.
Ifølge weather.com så skal amerikanerne kun holde frostgraderne ud lidt endnu.
Søndag skulle vejret nå 8 grader i Boston, 15 grader i hovedstaden og 2 graders varme i Chicago.
De varme temperaturer kan medbringe regn og oversvømmelse, når sneen smelter.