Viktor Orbán og Fidesz suspenderet fra europæisk partifamilie

Efter længere tids kritik har Europas konservative i dag taget stilling til Fidesz' fremtid i gruppen.

Victor Orbán har længe skabt røre i EU. (Foto: © pool, Scanpix)

Europas konservative partigruppe, EPP, har besluttet, at Victor Orbáns omstridte regeringsparti Fidesz skal suspenderes fra samarbejdet.

Det står klart efter en afstemnig under EPP's politiske samling i Bruxelles, hvor medlemmer af den kristne-konservative partigruppe skulle tage stilling til, hvorvidt ungarske Fidesz skulle suspenderes i en periode eller helt ekskluderes fra gruppen.

Dagens afstemning kommer i kølvandet på en lang række kontroverser mellem Fidesz og premierminister Viktor Orbán på den ene side og resten af EPP på den anden side.

Medlemmer af EPP har blandt andet været efter Orbán og den ungarske regering, fordi regeringen har indskrænket ytringsfriheden, og fordi den har gjort det ulovligt at hjælpe migranter og flygtninge. Derudover har Orbán på det seneste kørt en række kampagner i medier over hele Ungarn direkte rettet mod blandt andre Europa-Kommissionsformand Jean-Claude Juncker.

De Konservative fra Danmark er blandt andre medlem af EPP.

EPP er i dag den største gruppe i Europa-Parlamentet, men foreløbige meningsmålinger har vist, at Europas konservative står til at miste stemmer ved valget. Hvis Fidesz, der i dag har 11 europaparlamentarikere, bliver smidt ud af gruppen, vil de konservative miste yderligere medlemmer.

Fidesz er et nationalkonservativt og stærkt EU-kritisk parti, der blandt andet er imod indvandring og multikulturalisme i Ungarn.