Vidner: Der opstod panik

Folk løb ud på gaderne, da meteor styrtede ned i Rusland.

- Der var panik. Folk havde absolut ingen ide om, hvad der skete. Alle løb rundt for at tjekke om deres familier og naboer var okay.

Sådan lyder det fra en indbygger i byen Chelyabinsk, efter at en meteor fredag nat (dansk tid) ramte jorden.

Evakueringer

- Vi så et kæmpe lysglimt, og så løb vi udenfor for at se, hvad det var, da vi så hørte en kæmpe torden-agtig lyd, fortæller vidnet til nyhedsbureauet AP.

Politiet i området omkring byen er i rødt beredsskab, og kontorbygninger i centrum bliver evakueret, skriver Russia Today på sin hjemmeside.

Myndighederne har desuden bedt folk om at hente deres børn fra skole og blive hjemme, hvis det er muligt.

Folk tweeter

Flere beboere i området tweetede om deres oplevelser, kort efter at meteoren ramte:

- Den mærkeligste morgen nogensinde. Jeg blev vækket af en stor rumlen, skreg hysterisk, mens familien løb chokeret rundt, skrev en Nastya Grabluk på Twitter, skriver Russia Today.

- Jeg er stadig ung og vil ikke dø. Det er et mareridt - jeg ryster og græder stadig, skriver en Zimnukhova Elena.

Troede det var krig

- Mit hjerte slår 200 slag i sekundet. Jeg så dette frygtindgydende lysglimt - det var rødt og orange. Mine øjne gør stadig ondt, skriver et vidne på et lokalt forum i byen Chelyabinsk.

- Jeg slukkede for alt lyset, jeg satte mig på sofaen med mine børn og ventede. Oh my god, jeg troede der var krig, skriver vidnet.

En anden skriver:

- Mine vinduer blev blæst i stykker, møblerne hoppede. Jeg ryster nu. Hvad skal jeg gøre? Først tog jeg min kat og mit pas og løb udenfor, men så fik jeg at vide, at jeg skulle gå hjem, tage en tår vand og blive.