Det førte til voldelige sammenstød med det franske politi, da mere end 2.000 franskmænd demonstrerede mod lederen af højrefløjspartiet Front National, Marine Le Pen.
Sammenstødet skete i den franske by Nantes, hvor den højreorienterede præsidentkandidat i dag holdt tale for sine tilhængere. Politiet måtte bruge tåregas og blitzgranater i forsøget på at holde optøjerne nede. Ifølge nyhedsbureauet AP er tre politibetjente såret, mens fire demonstranter er anholdt.
Ikke første demonstration
Demonstrationen lørdag kommer efter en række af demonstrationer mod flere af præsidentkandidaterne. Blandt andet gik flere tusinde på gaden for at vise deres utilfredshed med korruption blandt præsidentkandidaterne i sidste uge.
Flere medier kunne sidste måned berette, at den konservative præsidentkandidat François Fillon har aflønnet sin kone med mindst 680.000 euro (fem millioner kroner) for et job som assistent i parlamentet.
Et job, som den franske ugeavis Le Canard Enchainé kunne afsløre, hun ikke har udført. Også Marine Le Pen er anklaget for korruption for knap 2,5 millioner kroner i forbindelse med sit arbejde i Europa-Parlamentet.
Frankrig vælger ny præsident om to måneder, hvor den første valgrunde starter. Den 7. maj mødes de to kandidater, der har fået flest stemmer, i anden valgrunde.