VIDEO Ungarsk borgmester skræmmer flygtninge med action-video

I en dramatisk video viser en ungarsk borgmester, hvordan illegale flygtninge vil blive jagtet af militær, hvis de kommer over grænsen.

Pigtrådshegn er ikke nok for borgmesteren i Asotthalom. En skræmmevideo skal holde flygtningene ude. (Foto: © screenshot)

Ungarn er i den seneste tid blevet løbet over ende af flygtninge og migranter på vej mod Tyskland og Skandinavien. Et 175 kilometer langt hegn er blevet bygget på grænsen til Serbien, og flere hegn er sandsynligvis på vej mod de andre landegrænser. En af grænsebyerne er Asotthalom, og her er borgmesteren Laszlo Toroczkai gået til yderligheder med en kontroversiel video.

Borgmesteren stiller selv op i videoen, som er tekstet på engelsk. Her viser han i en film, hvordan illegale flygtninge, der trænger ind i landet, vil blive jagtet af militæret, som både er til hest, i bil, på motorcykel og i helikopter. Det hele ledsaget af dramatisk, actionpræget underlægningsmusik.

Videoen slutter med, at borgmesteren står i bredstående stilling iført mørke briller omringet af truende militærfolk. Her fortæller han afsluttende, hvordan flygtningene skal rejse via Kroatien og Slovenien, hvis de vil videre til Tyskland. - Stol ikke på de løgnagtige menneskesmuglere. Ungarn er et dårligt valg. Asotthalom er det værste, lyder det skræmmende fra byens borgmester. Mere end 100.000 flygtningen nåede over Ungarns grænser, inden de blev lukket.