Voldsom regn på grund af forhøjet vandtemperatur i Stillehavet har de seneste fire dage medført massive ødelæggelser i Lima, der er hovedstad i det sydamerikanske land Peru.
Det seneste døgn er det gået hårdt ud over slumkvarteret La Primavera, hvor myndighederne har arbejdet på højtryk for at evakuere beboere, der er blevet fanget af en flod af mudder.
Ifølge myndighederne har 12 mistet livet inden for de seneste tre dage på grund af oversvømmelserne, og mange er blevet hjemløse, da deres huse er skyllet væk.
Al undervisning i landets skoler er blevet aflyst indtil videre, og eksperter forudser, at det kan fortsætte med at regne i tre uger endnu.
Ifølge myndighederne har voldsomt vejr kostet 62 mennesker livet og gjort 12.000 hjemløse i løbet af 2017.
Perus præsident, Pedro Pablo Kuczynski, har lovet, at alle, der er blevet hjemløse under oversvømmelserne vil blive genhuset.