VIDEO Palæstinensere fejrer ny våbenhvile i Gaza By

Den seneste våbenhvile mellem Israel og Hamas blev fejret med skud og sange fra moskeerne i Gaza By.

Tusindvis af palæstinensere indtog gaderne i Gaza By for at fejre den våbenhvile, som Israel har accepteret efter et egyptisk forslag til en langvarig våbenhvile.

Umiddelbart efter våbenhvile blev annonceret, blandede lyden af bilhorn og glædesråb sig med fejringsskudsalver mod aftenhimlen.

Desuden kunne man høre glædessange fra byens moskeer, selvom de normalt er forbeholdt muslimske helligdage.

Også fra officiel side var der hurra-råb i Gaza.

- I dag erklærer vi, at modstandsbevægelsen har sejret. I dag erklærer vi, at Gaza har sejret, siger talsmand for Hamas Sami Abu Zuhri ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Se hvordan annonceringen af våbenhvilen blev fejret af palæstinenserne i gaderne i Gaza By i videoen i toppen af artiklen.

Lærer i Gazastriben: Vi sørger, men er stolte

Men midt i glæden var også en markant følelse af sorg og tab i det palæstinensiske selvstyreområde.

I løbet af den halvanden måned, konflikten har varet, har flere tusinde mennesker mistet livet i Gazastriben.

Ifølge officielle palæstinensiske kilder er 2.139 døde under de syv ugers konstante bombardement - heraf flere end 490 børn.

Antallet af smadrede hjem er endnu større, og det palæstinensiske center for menneskerettigheder hævder, at 540.000 mennesker inde i Gaza har måttet flygte fra bomberne.

- Vi har blandede følelser. Vi sørger over vores tab, men vi er også stolte over, at vi udkæmpede denne krig alene og over, at vi ikke tabte, siger Ahmed Awf, en 55-årig skolelærer, der var gået på gaden for at fejre freden med sin to-årige søn, til Reuters.

- Alle er trætte af konflikten

I løbet af de seneste syv ugers bombardementer har begge parter accepteret flere våbenhviler for i nogle tilfælde at bryde dem efter blot få minutter.

- Men denne gang tror jeg, den er god nok, siger David Jano, der er cand. mag i Mellemøststudier, til DR Nyheder.

Han mener, at begge parter simpelthen har fået nok af konfliktens konsekvenser.

- Både det internationale samfund, parterne selv, israelerne og palæstinenserne, er blevet trætte af det. Nu vil de gerne have ro på og se, hvad der kan ske fremadrettet.