VIDEO Opfindsomhed, frustrationer og udmattelse - reportage om livet i flygtningelejr

Ingen har lyst til at være der, men immigranterne i Calais tackler tilværelsen forskelligt.

Den franske havneby Calais har fået 6000 nye beboere i skikkelse af flygtninge, der lever i telte og skure.

Byen er porten til England, men for mange flygtninge slutter rejsen ved Den Engelske Kanal.

Her sætter franske og britiske myndigheder ind for at stoppe forsøgene på at snige sig ombord på lastbiler og toge.

Livet går videre i flygtningelejren

Bashir er en af dem, der har fundet en ny midlertidig tilværelse som købmand.

- Jeg prøvede at komme til England, men havde ingen mulighed for at komme på et tog. Så jeg besluttede at lave en lille butik og starte en forretning, fortæller han.

Varer som sodavand og kager køber han i lokale supermarkeder og videresælger for en euro i lejren.

En, der også har opgivet drømmen om England, er den mauritanske flygtning Alpha.

- Jeg har søgt om asyl i Frankrig. Jeg har rejst i ti år, nu er jeg træt og har brug for hvile, forklarer han.

Dermed bliver Calais hans sidste stop på flugten fra det vestafrikanske land.

Få et indblik i livet i en by på 6000 flygtninge i videoen herover.