VIDEO Nordkorea afholder partikongres for første gang i 36 år

Partikongressen får nogle til at frygte endnu en atomprøvesprængning.

For første gang siden 1980 holder Nordkorea i dag partikongres.

Det sker midt i en tid, hvor den lukkede diktaturstat er under pres fra USA og Kina efter en lang række missiltests og atomprøvesprængninger.

Kim Jong-un lagde vægt på Nordkoreas succes i sin tale til kongressen.

- Dette år, hvor vi holder vores 7. partikongres, har vores militær og folk opnået stor succes med den første test af en hydrogenbombe, samt opsendelsen af sateliten Kwanmyonsong-4, som vil blive husket som en af de mest bemærkelisesværdige præstationer i den 5000 år gamle historie.

Det kan du se i videoen herunder(ikke tekstet).

Myndighederne i Sydkorea har for nyligt varslet, at Nordkorea er parat til endnu en prøvesprængning, når som helst.

Tidligere i dag var der ikke kommet noget som helst ud fra kongressen, som holdes i en kæmpe bygning i den centrale del af byen.

Bygningen er i anledning af kongressen dækket med store røde og gyldne bannere og portrætter af den nuværende nordkoreanske leder, Kim Jong-un, hans far og tidligere leder, Kim Jong-il, og farfar og grundlægger af republikken, Kim Il-sung.

En politibetjent kontrollerer foran House of Culture i Pyongyang, hvor kongressen bliver afholdt. Foto:REUTERS/Damir Sagolj (Foto: © damir Sagolj)

Rundt om hele bygningen står mænd fuldstændig stille - alle med paraplyer - og det skal være Kim Jong-uns personlige garde.

Det er den første partikongres siden 1980, og den har tilsyneladende til formål at cementere Kim Jong-uns magt og lederstatus.

Du kan se meget mere fra partikongressen i TV-Avisen klokken 21 på DR1.