VIDEO Millionbøde til Scientology for at lokke penge fra medlemmer

Det er svindel, når Scientology får medlemmer til at købe bøger og elektrometre, mener den franske højesteret.

Scientology har bedraget og udnyttet sårbare medlemmer, konkluderede den franske højesteret i dag.

Dermed sættes der punktum i en sag, der har varet siden 2009, hvor tidligere medlemmer af Scientology i Frankrig beskyldte organisationen for at have udnyttet dem.

I alt er Scientology blevet dømt til at betale bøder på 600.000 euro, og fem ledende medlemmer har hver fået to års betinget fængsel.

Presser medlemmer

Organisationen er blevet dømt for at presse penge ud af sine medlemmer.

- Blandt andet ved at lokke godtroende til at købe elektrometre, der kan måle folks sindstilstand, hvilket eksperter har sagt, er noget være fup, siger Bjørn Willum, DR-journalist i Frankrig.

Desuden har organisationen presset medlemmer til at købe bøger i Scientolgys boghandel.

Scientology har 45.000 medlemmer i Frankrig. Og selvom organisationen flere gange har været genstand for debatter i det franske parlament, er den aldrig blevet dømt i retssystemet.

Så gruppen af scientology-modstandere, der har startet sagen, var svært glade, da dommen blev offentliggjort.

- Dem, der har stået bag retssagen siger, at der er tale om en historisk dom, fordi Frankrig nu er forgangsland på området, siger Bjørn Willum.

Menneskerettighedsdomstolen

Ifølge ham er det mest opsigtsvækkende ved dommen ikke, at lederen af Scientology i Frankrig har fået to års fængsel.

- Det bemærkelsesværdige er, at det er organisationen, der er blevet dømt, siger Willum.

Sagen er ikke den første af sin art i Frankrig. I 1996 blev den lokale leder af Scientology i Lyon idømt 18 måneders fængsel for svindel og medvirken til et medlems selvmord.

Vedkommende begik selvmord på grund af stor gæld, som han havde oparbejdet for at kunne betale for Scientologys kurser.

De fem dømte medlemmer af Scientologys ledelse føler sig religiøst forfulgte, og vil anke sagen til Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol.

- Scientology forsvarer sig selv med, at de ikke adskiller sig ret meget fra den katolske kirke, fordi den for eksempel samler penge ind ved bryllupper, siger Bjørn Willum fra Frankrig.