Danske politikere på vej for at besøge stillehavs-øen Nauru.
Øen er genstand for stor debat, selv om den er en af verdens mindste nationer med blot 21 kvadratkilometer og 10.000 indbyggere.
Den huser nemlig omkring 500 flygtninge, der har prøvet at rejse ind i Australien uden gyldigt visum og er omdrejningspunktet for kritikken af den hårde integrations-politik 'Down Under'.
- Hvis menneskesmuglere prøver at bringe asylansøgere til Australien med båd, vil de mennesker ikke blive bosat i Australien, lød det fra Kevin Rudd, landets tidligere premierminister, da han underskrev aftalen med Nauru i 2013.
FN og flere menneskerettighedsorganisationer har krævet flygtningelejren lukket.
- Vi er ekstremt bekymrede over de alvorlige anklager om vold, seksuelle overgreb, nedværdigende behandling og selvskade blandt de mere end tusind hændelsesrapporter fra flygtningelejre på Nauru, mange af dem eftersigende omhandlende børn, har det lydt fra Ravina Shamdasani, talsperson for FN's højkommissær for menneskerettigheder.
Den australske integrationsminister har afvist kritikken med henvisning til, at flygtningene har gjort skade på sig selv og indgivet falske anklager for at komme ind i Australien.
Se øen og få et indblik i debatten i videoen øverst i artiklen.
Rettelse: Fornavnet på Australiens forhenværende premierminister er Kevin, ikke Paul, og embedet er ikke præsident.