VIDEO Kina opgraderer flåden med nyt hangarskib

Hangarskibet er let led i en større militær opgradering.

Med konfetti og og vajende flag præsenterede Kina onsdag morgen det første kinesisk-producerede hangarskib i landets nordøstlige millionby Dalian.

Det nye hangarskib er en markant opgradering sammenlignet med landets eneste andet hangarskib, der blev købt af Sovjetunionen tilbage i 80'erne.

Et hangarskib er ifølge Peter Sønderkjøge-Hansen, der er orlogskaptajn og militæranalytiker ved Forsvarsakademiet, et vigtigt militært redskab, der kan kaldes en flydende lufthavn.

- Hangarskibet kan skabe og holde kontrol med både det havområde og det luftrum, det befinder sig i, siger Peter Sønderkjøge-Hansen.

Tegn på militær stormagt

Hangarskibet er et led i en større opgradering af det kinesiske militær. Det fortæller adjunkt ved Københavns Universitet Camilla Nørup Sørensen, der forsker i kinesisk forsvar og sikkerhedspolitik.

- Generelt satser Kina på at udvikle flåden og luftvåbenet for at varetage og beskytte de interesser, som Kina har både inden- og udenfor landets grænse, siger hun.

Men hangarskibet er også en måde at projektere magt overfor den kinesiske befolkning på, lyder det fra Camilla Nørup Sørensen.

- Internt i Kina er det (hangarskibet, red.) et led i at præsentere, at Kina nu er en stormagt og har en vis national stolthed. De fleste andre stormagter har jo et hangarskib, så det vil Kina også vise.

Blandt andre Frankrig, Storbritannien og Rusland har sammen med fire andre lande ét hangarskib, mens Italien har to, og USA har ti. Det splinternye kinesiske skib er dog stadig langt fra lige så moderne som amerikanernes, fortæller Peter Sønderkøge Hansen.

- Det er fysisk mindre end de amerikanske, har en mindre flykapicitet, og så er det drevet af brændstof og ikke atomkraft, som de amerikanske, siger han.

Skibet er først fuldt kampdygtigt fra 2020.

Se billeder af hangarskibet i videoen over artiklen