VIDEO Her slår politiet til i sag om Bruxelles-terror

Belgisk politi har i dag anholdt flere med mulige forbindelser til Paris og Bruxelles-terror. Video viser en af anholdelserne.

Flere personer med mulige forbindelser til terrorangrebene i Paris og Bruxelles er i dag blevet anholdt i en større antiterroraktion.

Foreløbig er der meldinger om tre anholdte, men belgiske myndigheder er endnu sparsomme med informationer om præcis hvor mange og hvem, der nu er i belgisk politis varetægt.

Det er også uvist, om de anholdte har forbindelse til hinanden.

En af de anholdte er ifølge franske og belgiske politikilder bekræftet som den 31-årige Mohamed Abrini, der menes at have haft en rolle ved angrebene i Paris sidste år. Han er ifølge belgisk tv anholdt i Bruxelles-bydelen Anderlecht.

Belgiske medier har offentligjort denne video optaget med en mobiltelefon, der viser en af anholdelserne. Men det er ikke bekræftet, om manden i videoen er Mohamed Abrini eller en af de mindst to andre anholdte.

Men Abrinis anholdelse er vigtig for politiet, idet han i alle månederne siden angrebene har været eftersøgt som manden, der fungerede som chauffør for terroristerne i Paris.

På videoen kan man se en person ligge på jorden omringet af civilklædte betjente. Manden er allerede pacificeret og bliver ført ind i en civil politibil, hvorefter bilen kører væk. Betjentene er klædt i jeans og hættetrøjer, der camouflerer deres identitet.

Mens manden føres væk, kan man se til højre i billedet, at der går små børn forbi.

Belgisk politi har kun bekræftet, at der i dag er sket anholdelser og har således ikke forholdt sig til videoens indhold.

Sagen kort

  • Salah Abdeslam og Mohamed Abrini kørte få dage før angrebet i den Renault Clio, som angiveligt blev brugt til at komme til og fra angrebene i Paris. Abdeslam, der angiveligt havde planer om at sprænge sig selv i luften, men skiftede mening, blev anholdt for to uger siden i Bruxelles.

  • Flere internationale medier skriver, at Abrini også kan have forbindelse til terrorangrebet i Bruxelles i marts, men dette er ikke bekræftet af hverken belgiske eller franske myndigheder.

  • De to terrorangreb har en eller anden forbindelse, men det er endnu ikke afklaret, hvilken der præcis er tale om, hvorfor de belgiske og franske myndigheder arbejder tæt sammen i opklaringsarbejdet.