Det er langt fra alle de desperate mennesker, Frederik Kirkeskov og hans syv venner kan hjælpe. Nogle bliver sendt videre på gåben til en lejr 60 kilometer væk. Mange af dem er børn.
Det har været en hård første dag for syv frivillige danskere, der er taget til Grækenland på deres helt egen nødhjælpsmission for at hjælpe bådflygtninge.
- Det var ret intenst at skulle afvise de folk, der ikke står på en liste og derfor ikke kan komme med busserne, og især svært at afvise de forældre, der står med børn, siger Josefine Kirkeskov, der er søster til Frederik Kirkeskov og med i Grækenland.
Det startede på Facebook
De syv danskere befinder sig lige nu på øen Lesbos, hvor de indtil videre har hjulpet til med at få bådflygtninge sendt de rigtige steder hen.
Ingen af dem har lavet frivilligt arbejde før eller har nogen sundhedsfaglig uddannelse. Men de har samlet 62.000 kr. ind på Facebook. Og søndag eftermiddag tog de et fly til ferieøen Lesbos læsset med tøj, telte og tandbørster.
dr.dk er med dem, og du kan følge deres rejse her på siden. Se videoen fra deres første dag i videoen over artiklen.