VIDEO Det regner med ild i Canada

Den enorme skovbrand i det vestlige Canada bliver ved med at udvikle sig - dog ikke så voldsomt som tidligere.

Flammerne har overtaget store dele af det vestlige Canada, hvor der er erklæret undtagelsestilstand som følge af den enorme skovbrand, der bare bliver ved med at udvikle sig. Dog i et langsommere tempo end før.

- Tilstanden er fortsat ekstrem, og adskillige nabolag kæmper med ilden, siger Rachel Notely, leder af Alberta-provinsen ifølge lokale medier.

Flere end 80.000 mennesker er blevet tvunget væk fra deres hjem i byen Fort McMurray, som er værst ramt. Mindst 1.600 bygninger er brændt ned. Videooptagelser viser, hvordan nogle beboere måtte køre ud af byen, mens ilden bogstavelig talt regnede ned på deres biler.

Siden onsdag er branden vokset fra at hærge i et område på 7.500 hektar til nu 85.000 hektar. Det svarer til 850 kvadratkilometer - et areal større end Bornholm, skriver Ritzau

Flere end 1.110 brandmænd og 145 helikoptere er sat ind mod ilden. Regn er stærkt savnet, men forventes ikke at ramme området inden lørdag - og her er der endda kun omkring 40 procents chance for byger.

Nasa har udgivet dette satellit-billede fra onsdag. De brune områder er de nedbrændte. (Foto: Nasa) (Foto: © Troels Trier Webtv)