Ofrene for de to bomber, der gik af i målområdet under Boston Maraton i mandags blev i dag mindet inden starten på London Maraton.
Op mod 40.000 løbere stod samlet i tavshed kort inden starten på løbet, som man kan se på videoen ovenfor.
- Maratonløb er en global sport. Den forener løbere fra hele verden. I denne uge blev verdens maratonfamilie chokeret af begivenhederne under Boston Maraton, lød det over højtalerne inden stilheden tog over.
Fond for ofrene
Sponsoren, Virgin, har desuden besluttet, at donere to pund for hver løber, der gennemfører løbet, til en fond, der skal yde økonomisk hjælp til ofrene for bomberne i Boston.
Arrangørerne regner med at kunne rejse 600.000 kroner med det tiltag.
Tre personer blev dræbt og snesevis lemlæstet.