VIDEO Baltimore-mor: Stop med at ødelægge byen på grund af min søn

Urolighederne i Baltimore fortsætter. Nu opfordrer den afdødes familie de unge til at stoppe protesterne.

Familien til den 25-årige Freddie Gray, der døde i forbindelse med en anholdelse, opfordrer alle demonstranter i Baltimore til at stoppe protesterne.

Baltimore, som ligger i den amerikanske delstat Maryland, blev mandag, samme dag som Gray blev begravet, erklæret i undtagelsestilstand på grund af de voldsomme uroligheder, som er opstået på grund af Grays død.

Nu står familien til den 25-årige frem og maner til ro.

- Jeg synes, volden er forkert. Freddie Gray var ikke en voldelig person. Han var ikke typen, der brød ind i forretninger, siger Freddie Grays søster, Fredericka Gray.

Familien ønsker retfærdighed

Også moderen til den nu afdøde amerikaner opfordrer demonstranterne til at stoppe.

- Jeg ønsker ikke, at I er derude. Jeg ønsker blot retfærdighed for min søn, men ikke dette (demonstrationerne red.). Ødelæg ikke hele byen, siger Gloria Darden, Freddie Grays mor

Se i videoen øverst i artiklen, hvordan demonstrationerne udviklede sig natten til tirsdag.