Det er sidst på morgenen, og Abdul Wadi og hans familie høster oliven. Men det, der burde have været en lang og udbytterig arbejdsdag, får en brat ende, inden formiddagen er gået:
Mænd med sække fyldt med oliven kommer imod os, for dem er dagen slut, de tør ikke længere arbejde.
- De sagde til os, at vi skulle forsvinde, ellers ville de skyde os, siger en af mændene.
Forklaringen finder vi i en hvid bil, der holder på en grusvej lidt længere nede i olivenlunden, der hvor mændene indtil for et øjeblik siden var i gang med at høste.
Inde i bilen sidder to jødiske bosættere, som netop har afleveret den brutale besked til Wadi og hans folk. Da vi nærmer os, kører bilen væk.
En hvid bil med to bosættere holder øje med olivenbønderne.
Vi er nær landsbyen Qusra på den israelsk besatte Vestbredden. Her bor Abdul Wadi, og her ligger den olivenlund, der forsørger ham og familien.
Oliven er livsgrundlaget for titusinder af familier på Vestbredden. Men at høste sine egne oliven her er blevet et farligt job.
Chikanen og volden fra jødiske bosættere er steget markant siden Hamas' terrorangreb 7. oktober 2023. Sidste år gik palæstinensiske olivenbønder glip af anslået næsten en tredjedel af høsten – og det ser kun ud til at blive værre i år:
- En del af mine træer ligger endnu tættere på en jødisk bosættelse. Der skal jeg have tilladelse af den israelske hær for at tage hen og høste. Jeg har ingen forventning om at få den, og selv hvis jeg skulle, er det for farligt at tage derhen, fortæller Abdul Wadi.
Ingen hjælp fra hæren
I princippet skal den israelske hær opretholde loven og sikre bønderne adgang til det land, der tilhører dem. Men for mange her ser virkeligheden anderledes ud.
Fortællinger om i bedste fald passivitet, i værste fald aggression fra hærens side, hører til dagligdagen. I oktober blev en 59-årig kvinde dræbt af en israelsk soldat nær byen Jenin – mens hun høstede oliven.
Da vi forlader olivenlunden, kan vi skimte bosætterens hvide bil cirkulere i området. Men hvad vi også møder på vejen ud, er fire israelske soldater og deres bil, posteret få hundrede meter væk, på den grusvej, der leder tilbage til landsbyen.
De er tavse iagttagere - både til de jødiske bosættere i bilen og til det palæstinensiske olivenplukker-hold, der går hjem med sækkene på skulderen efter få timers arbejde.
Olivenbønderne tør ikke arbejde længere i dag. De går hjem, selvom høstarbejdet ikke er slut.
Abdul Wadi hilser på dem og går videre. Det falder ham ikke ind at spørge, hvorfor den israelske hær ikke hjælper ham med at holde bosætterne væk fra land, der tilhører ham.
Soldaterne er ikke særlig meddelsomme, men vi får spurgt, hvorfor de er her. Svaret lyder: Vi skal sikre, at tingene ikke løber helt ud af kontrol.
Det er sandsynligt, at soldaterne med deres tilstedeværelse lige her og lige nu fik taget toppen af bosætternes aggression – men faktum er, at ingen hjalp Abdul Wadi med at passe det arbejde, han har lov til at udføre.
- Det er slut for i dag. Men jeg giver ikke op. Vi kommer tilbage, indtil vi har høstet vores oliven. Men lige nu går jeg hjem, fordi mit liv er vigtigere end et stykke land.