120 rige russere kan blive ramt af EU's sanktionshammer.
Ifølge nyhedsbureauet Reuters har EU klargjort en liste med 120 navne på russiske topfolk, der skal rammes af rejseforbud og have deres økonomiske midler indefrosset. Det skulle ske, hvis ikke Rusland straks foretager et kursskifte i forhold til Ukraine.
Listen er angveligt udarbejdet af EU-diplomater med kendskab til russiske forhold. Den skulle ligge i en færdig udgave på mandag, hvor udenrigsministrene mødes i EU.
Listen fokuserer hovedsageligt på topfolk indenfor det russiske militær og russiske politikere, skriver Reuters.
Oliebosser på listen
Blandt de prominente navne på listen skulle cheferne for to af Ruslands største statslige selskaber befinde sig.
Det er direktørerne Igor Sechin fra Rosneft og Alexei Miller fra Gazprom,skriver den tyske avis Bild.
Det forventes, at listen vil være en af de sanktioner som EU og USA vil sætte i spil på mandag, hvis Rusland anerkender søndagens folkeafstemning om en løsrivelse af den ukrainske halvø Krim.
Polens premierminister var tidligere på ugen ude og sige, at sanktionerne var en del af EU's plan.
Oliefirma: Vesten skyder sig selv i foden
Rygterne om, at direktøren fra oliefirmaet Rosneft skulle befinde sige på listen, har fået firmaet til at kommentere sagen.
En talsmand fra firmaet siger til Reuters, at han håber på, at rygterne er usande. Han mener dog ikke, at tiltaget vil få den store betydning for selskabet.
- Det er dumt, og det er først og fremmest åbenlys sabotage mod dem selv. Jeg tror hovedsageligt, at dette tiltag ville skade vores forretningspartnere i Vesten, siger talsmanden fra Rosneft via telefon.