Vestager skal til EU-eksamen i dag: Ikke helt så nemt som sidst

Det er tre af de tungeste kommissærkandidater, der skal høres i Europa-Parlamentet i dag.

I dag er det Margrethe Vestagers (R) tur til at blive udspurgt af europaparlamentarikerne. (Foto: © YVES HERMAN, Scanpix)

Der var klapsalver fra de fremmødte, da den spanske socialdemokrat Josep Borrell i går rundede sin tre timer lange høring i Europa-Parlamentet af.

Josep Borrell, der i dag er Spaniens udenrigsminister, er blevet nomineret til posten som EU’s nye udenrigschef. Og alt tyder på, at han klarede sig helskindet igennem gårdagens høring.

Blandt de største overraskelser under høringen var, at hans første rejse – hvis han altså bliver endeligt godkendt – vil gå til Kosovo.

Landet løsrev sig i 2008 fra nabolandet Serbien. Men Kosovo er aldrig blevet anerkendt af de skiftende regeringer i den serbiske hovedstad, Beograd. Og heller ikke af Spanien, som et af de få lande i EU.

Det skyldes, at man fra spansk side er bekymret for, om en sådan anerkendelse vil kunne give vind i sejlene til den catalanske løsrivelsesbevægelse, der i årevis har kæmpet med regeringen i Madrid.

Hvis spanske Josep Borrell får posten som EU's udenrigschef, vil han ikke lade sig påvirke af Spaniens udenrigspolitiske synspunkter. (Foto: © Kenzo Tribouillard, Scanpix)

Men det synspunkt kommer altså ikke til at påvirke Josep Borrells rolle som EU-udenrigschef, understregede han.

- Jeg har af åbenlyse grunde aldrig besøgt Kosovo. Men min første rejse vil gå dertil, sagde han.

- En ting er klar: Kosovo og Serbien bliver nødt til at indgå en aftale. Det er en meget vigtig ting, og jeg vil gøre mit yderste for at sikre, at denne prioritet bliver ført ud i livet, sagde den spanske politiker, der samtidig slog på, at EU skal have mere selvtillid på den internationale scene.

- Når det kommer til de store magter, har vi en tendens til at undgå debatterne med dem for i stedet at vælge en teknokratisk tilgang, sagde han.

Vera Jourova er medlem af den nuværende Europa-Kommission. Nu kan hun se frem til yderligere fem år i Bruxelles, hvis hun sammen med resten af kommissionen bliver godkendt. (Foto: © Kenzo Tribouillard, Scanpix)

Tjekkiske Vera Jourová blev også hørt i går. Hun står til at blive næstformand med ansvar for værdier og gennemsigtighed. Og hun lovede blandt andet, at hun vil arbejde for, at lovgivningsprocessen i EU bliver mere gennemsigtig.

I dag er det tre af de tungeste politikere på kommissærholdet, der skal høres. Det drejer sig om hollandske Frans Timmermans, lettiske Valdis Dombrovskis samt danske Margrethe Vestager, som alle står til at blive ledende næstformænd i den kommende kommission.

Her er tre ting, du skal holde øje med i dag:

1

Hvor hård en medfart får Vestager?

Margrethe Vestager (R) kan se frem til yderligere fem år i Bruxelles, hvis hun klarer sig igennem dagens høring i Europa-Parlamentet. (Foto: © Mads Claus Rasmussen, Scanpix)

Der vil være ekstra meget fokus på Margrethe Vestager, når hun i eftermiddag sætter sig til rette i høringslokalet i Bruxelles.

Det er anden gang, at den radikale politiker skal igennem en høring i Europa-Parlamentet. Første gang var i 2014, hvor hun uden de store problemer bestod den omfattende eksamen og efterfølgende kunne indtage posten som EU’s konkurrencekommissær.

Spørgsmålet er dog, om det går lige så gnidningsfrit denne gang, for der er tale om en noget mere omfattende opgave end tidligere.

Hvis Margrethe Vestager bliver godkendt, skal hun både fortsætte sit nuværende job som konkurrencekommissær og indtage den nye post som ledende næstformand med det overordnede ansvar for den digitale udvikling i EU.

Hun skal altså både sikre, at EU’s konkurrencelovgivning bliver overholdt samt stå i spidsen for en række vidtrækkende nye projekter.

Det indebærer at udarbejde en kunstig intelligens-strategi inden for de første 100 dage. At sikre opbakning til en ny digital skat, styrke samarbejdet mellem den civile luftfart, forsvaret og rumindstrien og lave en langsigtet handlingsplan for Europas industrielle fremtid.

Det er mange ting. Og hun vil uden tvivl blive spurgt ind til, hvordan hun har tænkt sig at gøre alt det.

Her gælder det for Margrethe Vestager, der kun har haft en lille måned til at sætte sig ind i det stofområde, om at have forberedt sig til mindste detalje, hvis hun vil bestå med en tilfredsstillende karakter.

2

Hvordan vil Timmermans gøre EU grøn?

Hollandske Frans Timmermans får stor indflydelse på EU's klimapolitik. (Foto: © Lisi Niesner, Scanpix)

Der er brug for, at EU bliver endnu grønnere og mere ambitiøs i kampen mod de menneskeskabte klimaforandringer.

Det var et af de altoverskyggende budskaber fra den kommende kommissionsformand, Ursula von der Leyen, da hun i sidste måned præsenterede sit kommissærhold.

Til at stå i spidsen for den opgave har hun valgt den hollandske socialdemokrat Frans Timmermans, der allerede i dag er næstformand i den nuværende Europa-Kommission.

Han skal, hvis han altså bliver godkendt, være ledende næstformand med det overordnede ansvar at sikre, at EU rent faktisk bliver grøn. Og selvom der lige nu er bred, politisk velvilje over for klimakampen, bliver det ingen nem opgave, for der er mange interesser på spil.

Frans Timmermans har dog fået besked på, at han inden for de første 100 dage skal komme med et udspil til det, som den kommende kommissionsformand har døbt 'en europæisk grøn aftale'.

Han skal blandt andet finde ud af, hvordan EU-landene kan skrue yderligere ned for CO2-udledningen, så unionen kan blive klimaneutral i 2050. Og det vil han utvivlsomt blive spurgt grundigt ind til under høringen.

For det er, når målsætninger skal omformes til konkret politik, at velviljen begynder at skrumpe ind. Og her skal Frans Timmermans sikre sig, at der fortsat er opbakning.

3

Hvordan bliver EU's økonomiske politik mere retfærdig?

Valdis Dombrovskis var en af overraskelserne, da Ursula von der Leyen præsenterede sit nye kommissærhold. (Foto: © François Lenoir, Scanpix)

Det kom bag på de fleste, da Ursuala von der Leyen i september annoncerede, at Valdis Dombrovskis fra Letland skal være ’ledende næstformand’ i Europa-Kommissionen.

Der var nemlig lagt op til, at der kun skulle være to kommissærer med den næstformandstitel – nemlig Margrethe Vestager og Frans Timmermans, der kommer fra henholdsvis den liberale og den socialdemokratiske partifamilie.

Men Valdis Dombrovskis, der ligesom Ursula von der Leyen er en del af den kristenkonservative EPP-familie, står altså også til at få den tunge næstformandspost.

Derudover får han det overordnede ansvar for det område, som den kommende kommissionsformand har døbt ’en økonomi, som fungerer for mennesker’.

Det indebærer blandt andet, at han skal arbejde for en mere social retfærdig økonomi, der både tager højde for miljøet, klimaet og for FN’s bæredygtighedsmål.

Hvordan det mere detaljeret skal ske, vil han blive udspurgt om i dag.