Verdensledere fordømmer optøjer i USA: Chokerende, forfærdende og skammeligt

Den danske statsminister understreger, at ekstremisme, vold, polarisering og kaos aldrig er vejen frem.

Statsminister Mette Frederiksen er forfærdet over det skete. (Foto: © liselotte sabroe, Scanpix)

Det strømmer ind med fordømmelser af de voldelige optøjer og stormen mod den amerikanske kongres i går fra verdens ledere.

Alle er dybt rystede og chokerede over, hvad de var vidne til gennem tv-skærmene.

Det gælder ikke mindst vores egen statsminister Mette Frederiksen (S), der sendte en ganske kort udtalelse:

- Ekstremisme, vold, polarisering og kaos er aldrig vejen frem. Forfærdende billeder fra Washington. Må demokratiet bringes til at virke igen.

Natos generalsekretær, Jens Stoltenberg, kalder de voldelige protester i Washington D.C. for chokerende på Twitter.

Han mener, at resultatet af et "demokratisk valg" skal respekteres.

Charles Michel, EU-præsident, stemmer i med Stoltenberg.

- Kongressen i USA er et tempel af demokrati. Hvad der foregår i aften er chokerende.

Også EU-Kommissionens formand, Ursula von der Leyen, sender et budskab over Atlanten.

- Jeg tror på styrken i de amerikanske institutioner og demokrati. En rolig overdragelse (af magten, red.) er afgørende. Joe Biden vandt valget, skriver hun.

Fra Trumps ellers gode ven og allierede, Storbritanniens premierminister Boris Johnson, var der heller ikke ligefrem støtte at hente.

- Skammelige scener i den amerikanske kongres. I hele verden er USA lige med demokrati, og nu er det afgørende, at der sker en fredelig og ordentlig magtoverdraglse, skriver Boris Johnson på Twitter.

Som en af de sidste verdensledere kom Frankrigs præsident Macron på banen. Det skete i en video på Twitter.

- Jeg vil her udtrykke vores venskab og vores tro på USA. Hvad der skete i Washington DC i dag er bestemt ikke amerikansk. Vi tror på styrken i vores demokratier. Vi tror på styrken i det amerikanske demokrati, lyder det fra Macron.