Lige knap tre milliarder.
Så mange rejser forventer de kinesiske myndigheder, der bliver gennemført under årets årlige forårsfestival, som resulterer i massemigration, når millioner af kinesere rejser tilbage til hjemstavnen.
Festivalen hænger sammen med kinesisk nytår, som i år fejres fra 5.-19. februar, og det giver stor travlhed på begge sider af den store begivenhed.
I den forbindelse forventes over 400 millioner kinesere at rejse til andre dele af landet, hvilket er verdens største årlige menneskevandring, beretter CNN.
De kinesiske transportmyndigheder forventer, at omkring 2,5 milliarder rejser kommer til at foregå i bil, 413 millioner med tog og 73 millioner med fly, rapporterer det amerikanske medie.
Ifølge det statslige medie Xinhua har flere togstationer indført billetfri rejser, hvor man betaler med sin mobiltelefon for at minimere køer ved knudepunkterne.
Derudover vil landets 10 største lufthavne holde døgnåbent for at kunne håndtere de 532.000 fly, der skal krydse den kinesiske himmel i løbet af de store rejsedage.