Bare halvanden uge efter, at verdens nationer ved COP21 i Paris aftalte at begrænse udledningen af CO2, har Australiens regering givet grønt lys til, at verdens største havn til udskibning af kul kan bygges nær Great Barrier Reef i den nordøstlige del af landet.
Det oplyser miljøminister Greg Hunt tirsdag.
Godkendelsen bliver kritiseret af miljøorganisationer, fordi udvindingen af kul er en af de største kilder til udledning af CO2 i atmosfæren.
- Regeringen kan ikke i ramme alvor først underskrive en aftale, der begrænser temperaturstigningen til to grader, og så derefter give grønt lys til et enormt projekt for eksport af kul, der helt sikkert vil betyde, at togradersmålet aldrig vil blive nået, siger kampagneleder Moira Williams fra miljøgruppen 350.org.
Bedre bliver det ifølge miljøforkæmpere ikke af, at skibene med kul skal sejle gennem marineparken Great Barrier Reef, der er verdens største koralrev og på Unescos liste over unik verdensarv.
Den australske regering har dog givet tilladelse til det enorme projekt på betingelse af, at 1,1 millioner kubikmeter mudder fra udvidelsen af havnen ikke bliver dumpet ved det sårbare økosystem.
Udvidelsen af Abbot Point-havnen betyder, at de store kulminer i særligt delstaten Queensland i fremtiden vil kunne udvide og eksportere endnu mere kul til Indien og Kina, der er de store aftagere.
/ritzau/dpa