Verdens lande når til enighed ved klimatopmøde i Bonn

FN's klimamøde i Bonn endte i overtid, men landene er nået til enighed tidligt lørdag morgen.

Et medlem af Tanzanias delegation slapper under den sidste del af klimamødet i Bonn. (Foto: © Wolfgang Rattay, Scanpix)

Verdens lande er ved klimatopmødet i Bonn blevet enige om i 2018 at gøre status over indsatsen for at begrænse udledning af fossile brændstoffer. Det skriver det franske nyhedsbureau AFP.

Omkring 12 timer senere end planlagt gav landene grønt lys til at undersøge, hvor meget mere der skal gøres, for at man overholder de grænser for udledning, der blev skrevet ned i Parisaftalen fra 2015.

Landene nåede også til enighed om processen frem mod næste års konference i Katowice, Polen - den såkaldte Tanaloa-dialog, et begreb der er introduceret af COP-formanden, Fiji. Den skal sikre åben og inddragende debat.

Trods afsluttende uenigheder har forhandlingerne på COP23 bragt verden et lille stykke nærmere målet om at begrænse den globale opvarmning til mellem 1,5 og 2 grader.

I Katowice næste år skal verdens lande endeligt vedtage "lovbogen" for Parisaftalen fra 2015 - det regelsæt, der skal omsætte de ukonkrete løfter fra Paris til virkelighed.

I Polen skal man for første gang vurdere, hvor meget mere landene må gøre for at bremse klodens ophedning ved 1,5-2 grader.

En status fra FN's Miljøprogram viser, at landenes hidtidige CO2-løfter kun rækker en tredjedel af vejen.

Derfor har kloden nu kurs mod et klima, der bliver mindst tre grader varmere inden 2100.

Inden for videnskaben er der bred enighed om, at det fører til større havstigninger og mere ekstremt vejr som tørke, orkaner og oversvømmelser.

/ritzau/